VEIEN
af Frank Mangs

Jeg så en vej

af Frank Mangs

Det skete meget tidlig en morgen for nogle år siden. Uden at tænde lyset, trak jeg rullegardinet op og satte mig ved skrivebordet. Udenfor var der gråt. Egentlig tænkte jeg ikke på noget. Jeg var der bare, og lyttede til den stille lyd af bønnen fra mit inderste.

EN VEJ
Da skete det. Pludselig så mit indre øje en vej. Ikke en hovedvej og heller ikke en sti. Det var nærmere noget, der lignede en promenadevej på nogle få meters bredde.

Nej, det var ikke et åndeligt syn. Jeg var ikke i trance eller henrykkelse, men fuldstændig vågen. Og jeg så endda vejen så tydelig og klar, at jeg når som helst kan se hele billedet for mig igen. Jeg ser det netop nu.

Jeg så, at vejen begyndte ved en smal port, og vidste, at den endte i herlighedens verden. Men jeg så intet af målet. Jeg så kun porten og begyndelsen af vejen.

Og langs min væg var der en lysstråle, som så ud til at komme fra en endeløs lyskilde, jeg aldrig før havde opdaget. På begge sider af væggen var der kulsort.

Vejen havde ingen grøfter og intet hegn. Men grænsen bestod af det konturløse område, der opstod hvor lyset og mørket mødtes. Grænsen var sløret.

Jeg så mennesker, som gik på vejen. Både mænd og kvinder, unge og gamle. De gik ikke i grupper. De gik ikke to og to ved siden af hinanden. Alle gik en og en. Og det var fordi, at den Herre, som havde ledt dem ind på vejen, havde sagt: Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.

Nogen ! Jeg med ham og han med mig. Det betyder, at der i Kristi sande efterfølgeres inderste findes et rum, som er reserveret til ham. Og der kan ingen anden virke eller komme ind.

De der mennesker var klædt i hvide klæder. Blændende hvide klæder, som hele tiden blev holdt rene. Ikke fordi de bad om det og hungrede efter øjeblikkelig renhed, men fordi de vandrede midt på vejen. Lige i strålen af det overnaturlige lys. Rensningen af Jesu blod var en konstant fortsat proces.

Og jeg så deres ansigter. Der var også lys over dem. Mange af dem var mærket af både alder, sorg og sygdom. Lyset var en genspejling af det indre lys og en udstråling af det lys de havde inden i sig.

VED PORTEN

Jeg havde gerne villet følge disse menneskers vandring med mine øjne helt hjem. Men jeg kunne ikke. Jeg var tvunget til at vende blikket mod vejens begyndelse og den smalle port. Og der så jeg en stor gruppe, som var standset. De var standset allerede inden de gik gennem porten og var kommet ud på vejen. Og det mærkelige var, at mange af dem så glade ud. De var glade, fordi de troede, de var på vejen. Selvom de aldrig var gået ind gennem den sande omvendelsens smalle port.

Og måske var det værste, at midt iblandt dem var der skikkelser i præstekjoler og præstedragter og evangelist - munderinger. Nej, det værste var, at jeg så skyggen af mit eget billede i den gruppe. Måske har vi snydt os selv, vi som er kaldede til at være livets forkyndere. Vi er jo kaldede til at være levende organer for livet fra Gud. Vi er blevet religiøse snakke-chatoller i stedet for at være fungerende organer for livet.

Vi har garanteret mennesker deres salighed, fordi de engang er blevet døbt til Kristus. Vi har garanteret, at søgende sjæle er født af Ånden, når de bare er blevet født af menneskelig påvirkning. Vi har sagt, at de er Guds børn, kun fordi de er flinke rare mennesker. Vi er blevet religiøse kvaksalvere, som for tidlig indprenter åndeligt søgende, at de er født af Gud. Når bare de er vakt. Og vi har derigennem netop afbrudt den åndelige fødselsproces.

Resultatet er, at der i dag findes masser af mennesker, som tror de er på vej til himlen, uden at de faktisk er det.

Men Jesus sagde jo, at sådan ville det blive ved slutningen af denne tidsalder. Da bliver det med himmeriget, som med de ti jomfruer, der gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var uforstående. De tog ingen olie med sig.

Ingen olie. Ingen Ånd ! Derved intet fungerende åndsliv. Kun formerne. Navnet og bekendelsen. Og de troede, at det var nok.

Men jeg så meget mere. Jeg så mennesker, som var gået ind gennem porten, havde oplevet den nye fødsels under og var kommet ind på vejen, men som så gjorde vejen til noget andet end det, den var ment til at være.

De var stoppet op og havde gjort vejen til en rasteplads i stedet for at lade det være en færdselsvej. De var stoppet op ikke i alder og tid. Men de var stoppet op i åndelig udvikling og vækst. De var stoppet op og levede på minderne og faldt i søvn. Alle havde de glemt de paulinske ord : Dog så langt vi er kommet, da lad os vandre videre på samme vej.

Og de havde været døve og blinde for den store apostles vidnesbyrd om sit åndelige syn på sig selv

Det er for Jesu Kristi skyld, at jeg har tabt alt og regner det for afskrevet, for at jeg kan vinde Kristus. Dog vil jeg lære at kende ham og hans opstandelses kraft og blive delagtiggjort i hans lidelser. Ikke som om jeg allerede har vundet det, eller allerede er blevet fuldkommen, men jeg stræber efter at vinde det, eftersom jeg selv er vundet af Jesus Kristus.

Han som er blevet grebet af Kristus vender ryggen til både fremgang og tidligere hellige erfaringer og jager fremad for på et højere stadie, at lære og kende Kristus i kraften af hans opstandelse. Og hemmeligheden bag denne hellige passion var ikke bare, at han engang var blevet grebet af Kristus, men at den levende Kristus fik lov at beholde grebet om ham. Netop der hvor grebet løsnes, der tager man det med ro. Man sover og drømmer livlige drømme. Religiøse drømme om store ting.

Hvor Paulus var præget af den åndelige fattigdom er disse mennesker præget af den laodikænske og farisæiske tanke: Vi er rige ! Vi mangler intet !

TRAK SIG VÆK

Men jeg så mere. Jeg så mennesker, som trak sig væk fra det overnaturlige lys, der skinnede over min vej. De havde trukket sig ind i det grålige, der fandtes på begge sider af vejen. Det grålige, hvor både synet af synden og saligheden var dunkelt. Alt var tåget og gråt og uvirkeligt. Og den grå uvirkelighed gjorde at det, der var en total umulighed på vejens midte, nu blev en naturlig ledsager for sjælen, ordene og handlingerne.

Og hvor underlig det end lyder, så blev de ting, som fandtes i mørket ved siden af vejen, målet for deres interesse. Lige som Guds gamle Israel under ørkenvandringen, længtes de efter Ægyptens kødgryder, som de engang havde forladt.. Længslen forblev ikke bare som en vis interesse. Længslen førte til attrå. En hunger, der fangede deres tanker og følelser. Lagde beslag på deres drømme og fantasier. Og gjorde at de i virkeligheden befandt sig ved siden af vejen, selvom de faktisk endnu var på vejen.

Så skete det uhyggelige. Lige så stille som skygger, gled de væk fra den vej, som mangler både hegn og grøfter. Væk fra den vej, som de engang under tårer og bønner var søgt ind på. Væk fra lyset og ind i mørket. Væk fra livet og ind i døden. Væk fra det levende håb, og ind i håbløsheden. En håbløshed, som de ikke kendte. Som var de døde. De havde mistet evnen til at opleve en åndelig krise.

Efter at jeg havde set alt dette, gled jeg stille ned på knæ og brast i gråd. Jeg ønskede, at jeg var et halvt århundrede yngre end jeg var. Og havde haft mulighed for, at satse mit yderste for, at Guds Helligånd kunne få frihed til at bruge mig på et bedre sted, end hvad han kunne nu.



Veien

Frank Mangs
Ansgar Forlag 1989

Det verste av alt var at midt blant dem fantes skikkelser med prestekjole, med pastorkrage og evangelist-dress. Jeg så skyggen av mitt eget bilde i flokken. Vi som kaller oss forkynnere, har fusket. Det hendte en tidlig morgen for en del år siden. Uten å tenne lyset dro jeg opp rullegardinen og slomeg ned ved skrivebordet.

Ute var det grålysning. Egentlig tenkte jeg ikke på noenting. Jeg var bare til og lyttet til det stille bønnesuset i mitt indre.

Da skjedde det.
For mitt indre øye så jeg plutselig en vei. Ikke en bilvei, men heller ingen sti. Det var mer som en gangvei, noen få meter bred. Det var ikke noe syn. Jeg var ikke i transe eller henrykkelse. Jeg var helt våken. Og enda så jeg veien så tydelig og klart at jeg når som helst kan se bildet foran meg.

Jeg så at veien begynte ved en trang port og visste at den sluttet i herlighetens verden. Langs midtpartiet lå en lysstråle, som synes å komme fra en lyskilde jeg aldri hadde sett før. På sidene var det stuvende mørkt. Veien hadde ingen grøfter eller veimerker. Grensen gikk i det konturløse området der lyset og mørket møttes.

Grensen var tåkete og utydelig. Jeg så mennesker som gikk på veien. Menn og kvinner, unge og gamle. De gikk ikke i grupper, ikke engang i par. De gikk en og en. Og det fordi Herren, han som hadde kalt dem inn på veien, hadde sagt:
Om noen hører min røst og åpner døren, kommer jeg inn og holder måltid med ham og han med meg. Jeg med ham og han med meg.

Den som følger Jesus begir seg inn i et rom, som er reservert nettopp for den enkelte. Dit verken kan eller får noen andre komme.

Jevnlig fornyet
Menneskene på veien var kledd i hvite klær. Blendene hvite, - de ble jevnlig fornyet. Ikke fordi de ba om det eller lengtet etter renhet, men fordi de gikk midt på veien - rett under strimen av overnaturlig lys. <Renselsen i Jesu blod var en konstant pågående prosess.

Jeg så ansiktene. Det var lys over dem, selv om mange var merket av alder, sorg og sykdom. Skinnet var både et gjenskinn av det overjordiske lyset og en utstråling av menneskenes indre lys. Helst hadde jeg fulgt dem med øynene like hjem. Men det lot seg ikke gjøre.

Jeg måtte vende blikket mot veiens begynnelse og den trange porten. Der så jeg en stor flokk som hadde stanset. De stoppet opp før de nådde gjennom porten og inn på veien. Det merkelige var at mange av dem syntes å være glade.
De var glade fordi de trodde de var på veien - enda de aldri hadde gått gjennom den sannne omvendelses trange port.

Det verste av alt var at midt blant dem fantes skikkelser med prestekjole, med pastorkrage og evangelist-dress. Jeg så skyggen av mitt eget bilde i flokken.Vi som kaller oss forkynnere, har fusket. Vi er kalt til å være levende formidlere av Livet fra Gud. I stedet har vi blitt religiøse pratemakere. Fordi de en gang ble døpt, har vi garantert menneskers salighet. Vi har garantert atsøkende sjeler har butt født av Anden, skjønt det bare var menneskelig påvirkning.
Vi har sagt de er Guds barn fordi de er "snille". Vi er blitt religiøse kvakksalvere som har overbevist søkende om at de er født av Gud mens sannheten er at de bare er vekket. Dermed har vi iblant avbrutt den åndelige fødselsprosessen.
Resultatet er at det i dag finnes mange mennesker som tror de er på vei til himmelen, men som ikke er det.

Jesus sa det skulle bli slik i denne tidsalders aften. Da skal himmelriket være lik ti brudepiker som tok lampene sine og gikk ut for å møte brudgommen...  Fem av dem var uforstandige og fem kloke. For de uforstandige tok med seg lampene sine, men ikke olje. Ingen olje! Ingen Ånd! Og intet åndelig liv i funksjon. Bare formene og utseendet. Navnet og bekjennelsen. Og de trodde det var nok.

Levde på minnene
Men jeg så mer. Jeg så mennesker som hadde gått gjennom porten, opplevde den nye fødselens under og kommet inn på veien, men som hadde gjort veien til noe annet enn den var tenkt til å være. De hadde stanset og gjort veien til en rasteplass i stedet for en ferdselsåre. De hadde stoppet i åndelig utvikling og vekst, men ikke i alder og tid. De hadde stanset og levde på minnene. Noen hadde stanset og sovnet. Men alle hadde glemt Paulus ord: La oss bare, så langt vi er kommet, holde fram i spor.

De hadde vært døve og blinde for den store apostelens vitnesbyrd om sitt åndelige syn på seg selv: "For hans skyld har jeg tapt alt,  og jeg ser det som skrap for at jeg kan vinne Kristus ....

Da kjenner jeg ham og kraften av hans oppstandelse, får del i hans lidelser og blir ham lik ....

Jeg mener ikke at jeg alt har nådd dette eller allerede er fullkommen, men jeg jager fram mot det for å gripe det, fordi jeg selv er grepet av Kristus Jesus. Han som ble "grepet av Kristus",  vendte ryggen til framgangen og de hellige erfaringene i fortiden og jaget framover for på en mektigere måte å lære Kristus å kjenne og kraften av hans oppstandelse.

Hemmeligheten bak denne hellige iver var ikke bare at han engang var blitt grepet av Kristus, men at den levende Kristus beholdt grepet på ham. Når grepet løsner, tar man det med ro.  Man sovner og drømmer herlige drømmer, religiøse drømmer. Der Paulus var opptatt av den åndelige fattigdommen, er disse opptatt av den fariseiske tilfredsheten: "Vi har det vi trenger."

Men jeg så mer.
Jeg så mennesker som hadde dratt seg unna det overnaturlige lyset midt på veien. De hadde beveget seg inn i gråsonene på sidene. I gråsonene syntes både saligheten og synden å være skjult. Alt er tåkete, grått og uvirkelig.
Den grå uvirkeligheten gjør at det som hadde vært utenkelig midt på veien, nå ble leketøy for sinnet, talen og handlingene. Så underlig det enn lyder, ble tingene som fantes i mørket på begge sider av veien, deres hovedinteresse.
Som Israelsfolket under ørkenvandringen ble grepet av lengsel etter kjøttgrytene i Egypt.

Lengselen vokste til begjær.
En sult som fanget tanker og følelser, la beslag på drømmer og fantasi. Og gjorde at de i virkeligheten befant seg utenfor veien selv om de ytre sett beveget seg på den.

De gled bort
Så skjedde det uhyggelige: Sakte som skygger gled de bort fra veien som verken har veimerker eller grøfter. De gled bort fra lyset og inn i mørket. Bort fra veien som de med tårer og bønn hadde begitt seg inn på. Bort fra livet og inn i døden. Bort fra håpet og inn i håpløsheten. En håpløshet som de ikke selv følte på - for de var døde. De hadde mistet evnen til å oppleve åndelige kriser.

Da jeg hadde sett alt dette, sank jeg ned på kne og begynte å gråte. Jeg ønsket jeg hadde vært 50 år yngre. Og jeg hadde hatt mulighet til å satse mitt ytterste for at Guds Hellige Ånd kunne få frihet til å bruke meg på en bedre måte enn hva som har vært tilfelle til nå.



Siden er opdateret: 25-02-2017 08:25