Ud af håbløsheden



Mine barne- og ungdomsår var fyldt med utryghed, angst, fortvivlelse og sorg. Vi var fem søskende, og jeg var kun 3 år da min far døde. Efter fars død måtte min mor ud på arbejdsmarkedet, for dengang var der ingen enkepension.

Da jeg fyldte 18 år blev jeg indlagt på psykiatrisk hospital. Jeg kunne ikke fungere i et arbejde eller være blandt andre mennesker. Jeg kunne heller ikke sove om natten, selv om jeg fik sovemedicin, for jeg var bange for at sove.

Lægerne gav mig flere slags medicin og mange chokbehandlinger, og ind imellem skulle jeg prøve at komme ud i arbejdslivet, eller gå i skole, men det endte altid med at jeg blev indlagt igen. Jeg fik en ny række chokbehandlinger, og den sidste chokbehandling var lige ved at tage livet af mig. Jeg gik ud og ind af hospitalet i syv år, og flere gange forsøgte jeg at tage en overdosis af medicin, et råb om hjælp, og et forsøg på at slippe af med livet.

På hospitalet mødte jeg en pige (Tove) på 15 år som var blevet misbrugt af sin far. Hun fortalte mig at hun ofte gik rundt i parken om natten fordi hun var bange for sin far. Dér mødte hun ofte en dame fra Frelsens hær som viste hende kærlighed og omsorg, og som fortalte hende om Jesus. Da Tove fortalte om denne dame, var det ligesom et lille lys eller håb blev tændt dybt inde i mig. Tove spurgte mig om jeg kunne tænke mig at blive en kristen, og jeg svarede ja med det samme.

Der var fem sygeplejersker på hospitalet som også troede på Jesus, og de viste mig kærlighed og omsorg. To af dem tog mig ofte med hjem når de havde fri. Jeg forstod at Jesus var min eneste redning, men jeg var ikke frelst.

Da jeg forlod hospitalet besøgte jeg forskellige menigheder og kom ind på en bibelskole, men det førte kun til skuffelser og frustrationer. Jeg var religiøs og kaldte mig en kristen, men jeg var stadig ikke frelst. Der gik flere år hvor jeg ikke kom i nogen kirke, men jeg læste meget i Bibelen, for det var det eneste jeg følte mig tryg ved.

Jeg havde stadig forfærdelige smerter indvendigt og kunne næsten ikke trække vejret. Jeg tænkte kun på hvordan jeg kunne slippe for at leve. Jeg forsøgte at holde op med at spise, men det kunne jeg heller ikke gennemføre. I et brev til en troende dame skrev jeg: "Som hjorten skriger efter vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud." (Salme 42:2)

Én nat løftede jeg mine hænder til Gud og sagde: "Gud, lad mig få lov til at være dér hvor du er!" Jeg råbte ikke højt med min mund, men det var et råb fra dybet af mit hjerte.

Gud hørte mit råb, og kort tid efter blev jeg ledt til en menighed hvor jeg hørte et budskab om indre helbredelse. Jeg fik et kassettebånd som hedder "Levende vand". Dette bånd hørte jeg om natten mens jeg bare græd. Jeg havde aldrig drømt om at den slags helbredelse fandtes. Det var ligesom min sjæl drak levende vand, og jeg forstod at Gud og Jesus ikke er en teori eller en religion, men en virkelighed.

Efterhånden forstod jeg at hvis jeg skulle komme derhen hvor Gud er, så måtte jeg gå ind igennem "døren" som er Jesus Kristus. Jeg måtte bekende min synd for Jesus og bede ham komme ind i mit hjerte og frelse mig.

Siden har der været forskellige kriseperioder, men Gud har altid været trofast og barmhjertig mod mig. Engang drømte jeg at jeg blev truet på livet, men ikke fysisk. Jeg råbte først på en psykiater, men han kunne ikke hjælpe mig. Så råbte jeg på en prædikant, men han kunne heller ikke hjælpe mig. Til sidst råbte jeg på Jesus, og han hjalp mig. En dør blev åbnet og lyset strømmede imod mig, og jeg var reddet.

Dette var en drøm, men det blev også min erfaring: Jesus rakte sin hånd til mig, da alting var håbløst, og hans kærlighed løftede mig op. Tak Jesus, at du frelste mig, så jeg skal slippe for at leve evigt adskilt fra Gud!

Liv