Forside    Taler    Kap Verde    Møder    Tema    Børnekirke    Billedarkiv    Kontaks os    Links

Blåkilde Frikirke   
Blåkildevej 1 - 2630 Taastrup tlf. 5387 8585


KRISTI GENKOMST - ISRAEL HJEMKOMST

 

Dette lille skrift af pastor emer. Axel E. Biilow fremkom som tre artikler i Indre Missions Tidende i 1947.

Pastor Biilow var en kendt og agtet præst og virkede som sognepræst, prædikant og skribent i Indre Missions sammenhænge. Mange ældre vil med glæde tænke tilbage på denne fromme gamle troens kæmpe.

Da disse artikler stort set dækker Ordet & Israel's syn på Kristi genkomst og Israels hjemkomst, er det naturligt, at vi lader pastor Biilow, som en af de gamle i Indre Mission, der havde dette syn før staten Israel fremstod, gentage for os i dag, hvad Gud har gjort stort og levende for ham.

Ordet og Israel takker for tilladelsen til at udgive disse artikler i hæfteform. Vi håber det må blive en tiltrængt hjælp til at arbejde videre med Bibelens tanker omkring Kristi genkomst og Israels hjemkomst.

Da artiklerne fremkom i gammel retskrivning har vi bibeholdt formen i dette hæfte.

Sønderborg i maj 1974

AageH. Lund

indremissionær

Axel Emil Biilow f. 16/6 1862 i Bording. Cand. theol 1886 fra Aarhus Universitet. Sognepræst Støvring-Mel­lerup 1887-92, Vesterbølle 1892-1901, Holstebro-Maa­bjærg 1901-1910, Hou 1910-1916, Marstal 1916-1927. Bestyrelsesmedlem i Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark 1898-1909. Fra 1927 til sin død, den 23/2 1952 boede Biilow i Fruens Bøge.


 

Der er en dyb Sammenhæng mellem Jesu Kristi Genkomst og Jødefolkets Tilbagevenden til deres Fædres gamle Land. Og begge Dele ligger, om jeg så må sige, i Luften. Ja, det er i Virkeligheden om disse to Begivenheder, at hele Verdensudviklingen for Tiden kredser. Alt det rystende alvorlige, som sker på Jorden i disse sælsomme Tider, og som fylder alle Folkeslag med Bæven - alle Satans Bestræbelser for på ny at hidse Nationerne mod hinanden - alle de nyeste ufattelig rædselsfulde Ødelæggelsesvåben, som ingen og intet kan stå for - men også alt det velsignede kristelige Arbejde, som den levende Menighed ud over Jorden har så travlt med som ingensinde før, om vi dog kunde bruge den sidste korte, kostbare Nådetid, som endnu er levnet os, til at lade Evangeliets Lys stråle ud i Hedenskabets og Gudløshedens Mørke, om der dog endnu kunde bjerges Sjæle, også fra Israel, inden det store antikristelige Uvejr bryder løs - alt dette og mange andre Kræfter, som vi kun dunkelt aner, lader den almægtige Gud samvirke til at fremskynde både Kristi Dag og Israels Dag.

Den første synes ikke at kunne bryde frem, før den sidste er en Kendsgerning. Og Brudens Bortrykkelse til Himlen såvel som Dommen over Antikrist og »den gamle Drage« samt Oprettelsen af det messianske Herligheds­rige - alle disse store Begivenheder afhænger igen af Kristi Genkomst.

De tre første Århundreders Kristne efter Herrens Himmelfart levede i stadig Forventning om hans· snar­lige Genkomst. Det gav deres Vidnesbyrd overfor Hedningerne Slagkraft, og det bar dem gennem alle Trængsler. De havde det fra Apostlene og Evangelisterne: Mere end 300 Gange omtales Herrens Genkomst i Ny Testamente

Mesteren havde da også selv Gang på Gang ladet dette særlige Håb lyse for sine Disciple.

Jeg vil her blot minde om to sådanne Jesus-Ord:

Eders Hjerter forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig. I min Faders Hus er der mange Boliger. Jeg går bort for at berede eder Sted. Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, skal også I være« Johs. Evang. 14, 1-3).

Det andet Ord er også optegnet i Johs. Evangeliet: jeg skal se eder igen, og eders Hjerter skal glædes, og ingen tager eders glæde fra eder« (16,22).

Som man kan glæde sig til at gense et Menneske, som længe har været bortrejst, og som man elsker højt, således - ja, uendelig meget mere - glædede de første Tiders levende Kristne sig til at se Frelseren igen, når han kommer for at hjemføre sin Brud. Sådan vil det også blive i de sidste Tider med de store Vanskeligheder, ja Trængsler. Enden vil også i dette blive Begyndelsen lig. Svarende hertil slutter vor Bibel med dette Genkomstord fra vor himmelfarne Herre: »Ja, jeg kommer snart!« Og dertil siger hans vågne Menighed: Amen, kom Herre Jesus«

Ny Testamente vidner klart og tydeligt om, at Herrens Genkomst vil ske i 3 Trin. De to første Trin med et ret kort, men frygteligt, Mellemrum: de 3 1/2 År, som Antikristriget med den store Trængsel vil vare. Det tredje Trin kommer først 1000 År senere, nemlig når Tusindårsriget er til Ende, og den sidste kortvarige Opblussen af det ondes Magt har fundet Sted. Så kommer Herren for tredje og sidste Gang igen, og denne Gang for at holde den store Dom over levende og døde, som vi kan læse om i Matt. 25, 31-46 og Johs. Åb. 20, 11-15. Kun dette Trin er omtalt i vor Trosbekendelse.

  

FØRSTE TRIN

Da gælder det Brudens Bortrykkelse og de til den Tid hensovede Helliges Opstandelse.

Paulus har lagt stor Vægt på dette. Og han vidner, at han i denne Sag taler på Mesterens Vegne. Her er to Hovedsteder: 1. Thess. 4, 15-17: »Dette siger vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som bliver tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skal ingenlunde komme forud for de hensovede.*) Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb med Overengels Røst og med Guds Basun, og - de døde i Kristus skal opstå først; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyerne for at møde Herren i Luften; og - så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst nu hverandre med disse Ord. «

Det andet Hovedsted er 1. Kor. 15, 51-52: » Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et Nu, i et Øjeblik, når den sidste Basun lyder; thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi (levende) forvandles«.

Det er jo lutter forvandlede herliggjorte frelste Mennesker, som på hin Dag bortrykkes og følger med Herren hjem til vor Faders Hus, - De to Udtryk: For­vandling og Bortrykkelse dækker således hinanden.

*) Eherhånden som flere af de gamle Kristne døde, blev de andre gamle ængstelige for. at de ikke skulde komme med ved Bortrykkeisen. Paulus beroliger dem: I skal nok komme med!

Forud for Bortrykkeisen skal der, som Paulus skriver, gå nogle vældige Basunstød. I det Øjeblik, da den sidste Basun lyder, sker det vidunderlige, som alle sande Kristne kan glæde sig til - enten vi så til den Tid ligger i vore Grave eller endnu lever på Jorden.

Der kan vel næppe være nogen Tvivl om, at der for Paulus's Tanke, da han skrev om dette, har stået noget lignende som det, Apostlen Johannes har haft i Tanker, da han i Åbenbaringsbogen Kap. 8-10 skrev om de syv basunende Engle. Begge fik jo Åbenbaringer fra den himmelfarne Herre. Begge færdedes meget blandt de Kristne i Lilleasien. Det ligger derfor nær at tænke sig, at de har talt med hinanden om de sidste Ting. Synerne, som Johannes fik på Patmos, har jo sikkert haft Tilknytning til: hvad Herren tidligere havde sagt A pos ti ene om alt dette. Åb. 8-10 skildrer trange Tider med store Lidelser og Massemyrderier til Lands og til Vands. Det bliver værre og værre, alt som Basunerne lyder.

Når den syvende (og sidste) vældige Basun (som Paulus altså taler om) lyder, sker Bortrykkelsen. Men - da er Udviklingen også nået helt hen til det Tidspunkt, da Antikrist træder frem. Sammenhold Åb. 10, 7 med 11, 2 og 12-13.

Mon nogen tænkende Kristen vil nægte, at vi lever i disse Basunstøds tunge Dage! Hvad har de to Verdenskrige ikke bragt af Lidelser over Folkeslagene! Og hele Verden skælver ved Tanken om, hvad den næste Ver­denskrig vil bringe. Jo, Basunerne har drønet højt nok og advaret os alle, men - de gudløse Skarer »omvendte sig ikke«, skriver Johannes to Gange i Træk (Åb. 9, 20 og 21). Netop, hvad der præger de Dage, vi nu gennemlever. Den uhyre sociale Nød, som Krigen har voldt, gør, at Millioner af Mennesker kun har Tanker for Brødet fra Jorden, eller - de sover fra det hele.

At Bortrykkelsen vil finde Sted umiddelbart før det antikristelige Riges Oprettelse synes også klart at fremgå af Kap. 12 i Johs. Åb. Den fødende prægtigt smykkede Kvinde, som her skildres, er den kristne kirke under Datidens Kår, det vil sige, at den er meget sæculariseret« (verdsliggjort). Men den har dog affødt en lille levende Menighed (Drengebarnet), som Satan gerne vilde sluge, men som Gud »bortrykker« (V. 5). Denne Menighed (Kristi Brud - de 5 kloge Brudejomfruer, Matt. 25) skal ligesom de andre salige regere med Myndighed (»med et Jernsværd«) sammen med Kristus i Tusindårsriget (Åb. 20, 4).

Hvorledes Dragen (Satan) så efterstræber den tilbageblevne skrøbelige Kirke ( de 5 forsømmelige Brudejomfruer) gennem Antikrist, der nu træder frem, skildres i Åb. 13. Trængslerne fører til Vækkelser i de verdsliggjorte Menigheder. Mange bliver Martyrer, også mange af Israel (Åb. 7). Men de gudløse forhærder sig.

Hvorfor Gud bortrykker den levende vågne Menighed inden Satans Repræsentant Antikrist personlig træder op som Verdens Herre, kan ikke være for overhovedet at forskåne den for Trængsler. Hele Basun-Perioden (Åb. 8-10) er jo én fortsat Række svære Lidelser. Meget tyder på, at vi allerede er inde i denne Periode og endnu har den værste Del tilbage. Men endnu var Guds Nådehånd dog ud rakt også til de gudløse. Det var Hensigten med de store Plager, at de skulle lede disse Mennesker til at gå i sig selv. Men skriver Johannes Gang på Gang: »De omvendte sig ikke«.

Helt anderledes stiller Sagen sig da i den næste, den egentlig antikristelige Periode: Guds Vredesskålers Tid (Åb. 16). Da er det ikke mere Nådetid for de gudløse. Men Guds Vrede rammer dem gennem rædselsfulde Naturplager, som minder om Basunplagerne, men langt overgår disse. Dette vil Gud skåne sin Søns Brud og vågne Brudejomfruer for. Derfor skal Bortrykkeisen ske, inden dette Uvejr bryder løs. Sådanne Tanker må have fyldt Paulus, da han lige efter Stykket om Bortrykkeisen skrev: » Lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru! ... Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans Vrede, men til at få Frelsen i Eje ved vor Herre Jesus Kristus« (1. Thess. 5, 6-9).

For øvrigt har vi, der lever nu, jo oplevet en Tid med flere store Trængsler både over Kristne og over Jøder. Hvad måtte de Kristne i Rusland ikke gennemgå under den gudløse Revolution efter forrige Verdenskrig! Og i Randstaterne! Og i Tyskland under Hitler nu i den sidste Verdenskrig! Og hans Grusomhed mod Jøderne trodser enhver Beskrivelse. Og hvad har de Kristne i Kina ikke lidt under Japans Jernhæl og siden under Borgerkrigen! Ja, der kunde nævnes meget andet i samme Retning. Men - det vil blive noget helt andet, når Guds Nådetilbud afløses af hans straffende Vrede.

Pludselig som Lynet vil Herrens Genkomst ske, lige­som Syndfloden kom pludselig over Verden i Noas Dage. Jesus skildrer dette i Luk. 17, 22-37 og siger så bl.a. om Bortrykkeisen: »I den Nat*) skal der ligge to Mænd på samme Leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To Mænd skal være på Marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.«

Hver Gang jeg læser dette, må Jeg sukke: »O Herre, tag mig med!« Thi det bliver frygteligt for dem, der lades tilbage. Hvis Bortrykkeisen derimod først skal ske, efter at Antikrist er slået ned (som flere Fortolkere hævder),. da er der tilsyneladende intet vundet ved den, thi da begynder jo Tusindårsriget med Herlighed og Fred på Jorden. Så bliver det jo netop herligt at leve her, når de hellige regerer sammen med Kristus.
 

ANDET TRIN

Medens Herren ved første Trin i sin Genkomst træffer forholdsvis normale Forhold i Verden (Luk. 17, 26): Folk bygger Huse, planter, dyrker Jorden, handler, gifter sig o.s.v., som man nu kan det i vanskelige Tider, så ser det helt anderledes ud i Verden ved andet Trin i Genkomsten. Da har Menneskeheden i 3 1/2 År (Antikristrigets Tid) vadet i Blod, og ufattelige Rædsler også ved Naturplager har hjemsøgt Jorden. Kristenforfølgelser og Jødeforfølgelser, som Verden aldrig før har set Mage til, har raset fra Nord til Syd, fra Øst til Vest, ledede af den sataniske Diktator i »Verdens forenede Stater«: Antikrist. Han forlanger selv (som Statens Hoved) guddommelig Tilbedelse, ganske som Roms Kejser forlangte det i gamle Dage, og raser derfor som udgik af hans Mund, og alle Fuglene blev mættet af deres Kød.

Derefter bindes Satan, og Tusindårsriget begynder. (Åb. 20).

ISRAELS-TEGNET

HERRENS genkomst forudsætter Israels Hjemkomst i hvert Fald i en sådan Grad, at Palistina igen er blevet et Jødeland. Det fremgår af Jesu ord (Matt 23,39): »I skal fra nu af ingenlunde se mig, indtil I siger:  Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!« Ifølge dette Ord må der være et jødefolk, tilmed en jødekristen Menighed på gammel jødisk Grund, som vil byde deres Messias Velkommen. *) Ja netop på Dette fremgår absolut tydeligt gammel jødisk Grund.

Dette fremgår absolut tydeligt af et tilsvarende Ord fra Jesus i Luk. 21,24: Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes tider er til Ende«.

Dette sidste er jo et af Frafaldstegnene de kristnede Hedningefolk er da blevet afkristne: de, deres Nådetid dermed foreløbig forbi, de fortærer hinanden i Verdenskrige - et af de Tegn, der varsler Herrens genkomst og brudens bortrykkelse. Men samtidig er det forbi med, at Gojim (d.e. Hedninger ikke jøder) nedtræder Jerusalem. Det vil altså sige: Til den tid skal jøderne selv råde over deres Hovedstad (og følgelig også i deres land).

Visse ord i Daniels bog peger i samme retning. I kap. 11,31 tales der om en Usling v.21, der trænger ind i landet og tilriver sig Magten. Det gælder i første omgang den grusomme Syrerkonge Antiokus epifanes, men i anden omgang: Antikrist, på hvem den første er et djævelsk Forbillede. Så hedder det om ham: Hans Hære skal vanhellige Helligdommen, den faste Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Antiokus Epifanes har gjort således for mere end 2 Årtusinder siden. Antikrist, hans Efterfølger og Afbillede vil gøre ligeså, når han optræder. Men dette forudsætter, at Palæstina med Jerusalem atter til den Tid er blevet et Jødeland med jødisk Tempeltjeneste.

Og - hvornår kan det ventes, at Antikrist træder op? Det kan det umiddelbart efter Herrens første Genkomst og Brudens Bortrykkelse som foran påpeget.

Det mangler ikke på profetiske Forudsigelser om Israels Hjemkomst til deres Land. Selv om mange af dem i første Omgang gælder Hjemkomsten fra det babyloniske Fangenskab, så er der dog andre Forjættelser, der klart peger langt ud i Fremtiden og taler om

Hjemkomst fra en Adspredelse over hele Verden. Således vidner Gud hos Profeten Ezekiel (37, 21-27): Se, jeg henter Israelitterne fra Folkene, til hvilke de vandrede henter hen, og jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land …. Og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.... De skal bo i det Land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede, og min tjener David (d.e. Messias, den anden Davis) skal være deres fyrste evindelig. Jeg slutter min Fredspagt med dem. En evig Pagt skal det være.

Det er klart, at denne prægtige Forjættelse rækker langt ud over Hjemkomsten fra Babylon, thi i de ca. 2500 År, som er forløbet siden da, har Israel aldrig haft en davidisk Konge. Det får de først i Tusindårsriget, hvor Kristus skal være Israels og hele Verdens Konge.

Også Profeten Sakarias (8, 7-13) bringer en prægtig Forjættelse om Israels Hjemkomst: »Så siger Hærska­rernes Herre: Se, jeg frelser mit Folk fra Øster leden og Vester leden og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. Og (V. 13) ligesom I har været et Forbandelsens Tegn blandt Folkeslagene, således skal I, når jeg har frelst eder, blive et Velsignelsens Tegn. Frygt ikke, fat Mod!«

Den kraftigste Hjemkomstforjættelse er dog måske den, der møder os i Mose Testamente i 5. Mosebog 30, 1-8: » ... Herren din Gud vil vende din Skæbne (V. 3), forbarme sig over dig og samle dig fra alle de Folk, Herren din Gud spreder dig iblandt. Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra og føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine Fædre ... Og herren din Gud vil bringe alle hine Forbandelser over dine Fjender og Avindsmænd, som har forfulgt dig. Da skal du omven­de dig og adlyde Herren din Guds Røst.«

Endelig ligger det jo nær i denne Sammenhæng at mindes Apostlen Paulus' Ord i Rom. 11, 25-26: »Forhærdelse er delvis kommet over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind (i Guds Rige) og -så skal hele Israel frelses.« En sådan enestående Folkevækkelse forudsætter, at Folket er samlet, stort set. Og dette peger igen mod det gamle Jødeland.

Jo, der kan ikke være nogen Tvivl om, at Gud vil have sit over hele Verden adspredte Folk ført tilbage til Fædrenes Land. Og meget tyder på, at Tiden dertil er kommet. Sligt sker selvfølgelig ikke i Løbet af et enkelt År. Heller ikke kan det ventes, at hver eneste Jøde i Verden flytter til Palæstina. Men det store Flertal vil gøre det og må gøre det. Gud lovede Abraham, at der skulle blive Plads nok til alle hans Efterkommere: »Dit Afkom giver jeg hele dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod Eufrat.« (1. Mosebog 15, 18). Altså Palæstina + en stor Del af Mesopotamien.

Der gik, som rimeligt var, nogle Århundreder, inden Efterkommerne af det Jødefolk, som Romerne knuste og adspredte i Året 70, kom nogenlunde til Kræfter. Men så arbejdede de sig også ind i en Række europæiske Lande og nåede frem til ret gode Kår. Men henimod Slutningen af Middelalderen førte store Forfølgelser med sig, at Jøderne måtte forlade Vest Europa. Men Polen, som da var et stort Rige, der trængte til Arbejdskraft, bød dem Velkommen. Således er det gået til, at adskillige Millioner Jøder dels i Polen og dels i Sydøsteuropa har levet i store Samfund på gammeldags jødisk Vis og med gammel jødisk Rettroenhed -lige indtil Hitler tændte den anden Verdenskrigs Brandfakkel. Men en anden stor Del af Jødefolket havde i Ly af de frie Forfatninger (med Religionsfrihed), som i hele den civiliserede Verden fulgte efter den franske Revolution i 1848, påny slået sig ned i de vestlige Lande. Ved deres Begavelse, Flid og Sparsommelighed kom de til Velstand, og her ønskede de at blive. De forstod at »assimilere sig« med de højtciviliserede europæiske og amerikanske Folkeslag. Det skete på Bekostning af deres gamle Rettroenhed. Men Synagogerne beholdt de dog. Særlig Tyskland blev et yndet Tilflugtssted for jødisk Intelligens, i mange Tilfælde præget af Fritænkeri og Radikalisme. Men så kom Hitler og Verdenskrigen og dermed alle Tiders modbydeligste Jødeforfølgelse. Man regner, at 6 Millio­ner Jøder (deriblandt også mange Jødekristne) blev pint ihjel.

Det er klart efter Profetierne, at Gud er imod Assimilationstanken. Han vil netop have Jøderne bevaret som et særskilt Folk, som han til sin Tid kan føre tilbage til deres Land. Men dette kan til visse ikke undskylde Hitlers og næsten hele det tyske Folks Jødehad (Antise­mitisme).

Det store Flertal af Europas Jøder har nu opgivet Assimilationen; de har set, hvad det fører til. Nu vil de hjem til ]ødeland. En jødisk (slet ikke kristelig præget) Forening: Zionismen havde allerede før Krigen opkøbt Jord i Palæstina og ladet unge Jøder uddanne som Landmænd (f.eks. i Danmark) for derefter at sende dem til Palæstina som Kolonister. Under den første Verdenskrig (1914-18) erobrede Englænderne Palæsti­na og viste Jøderne megen Godhed, lovede dem et Hjemsted i Landet og hjalp dem til at bygge et jødisk Universitet på Oliebjerget ved Jerusalem. Jøderne strømmede til, tog med beundringsværdig Iver fat på at genrejse det ørkenagtige Land, alt gik udmærket, indtil de arabiske Stormænd rejste sig imod hele denne Bevægelse og truede England til at standse den jødiske Indvandring. Der er vistnok i Øjeblikket mellem 6 og 7 Hundredtusinde Jøder i Palæstina. Og nu oplever vi en af Verdenshistoriens største Tragedier: England tør ikke imødekomme Jøderne af Frygt for at støde Muhammedanerne, hvoraf de har mange Millioner i deres Verdensrige. Når Jødeskibene kommer til Palæstinas Kyst ladede med forkomne, forpinte, for sultede Jøder, måske over 1000 sådanne Stakler i et stort græsk Skib, som de har lejet for deres sidste Skillinger, og de glæder sig som Børn til at »komme hjem«, så bliver de standsede af engelske Krigsskibe, Jøderne må ikke komme i Land, men bliver ført til Cypern og indespærret der bag Pigtråd. Men Jøderne i Palæstina er blevet rasende derover og fører nu en forbitret Guerillakrig mod deres fordums Venner: Englænderne. Kampen bliver for. hver Dag mere bitter og farlig. Det er slet ikke umuligt, at den fører til en tredje Verdenskrig. Hele Verdens Opmærksomhed har i 1946 været rettet mod Jødeland, der ligger nær ved to meget efterspurgte Vandveje: Dardanellerstrædet og Suezkanalen, som Stormagterne har stor Brug for, men ikke kan enes om. Og gennem underjordiske Ledninger flyder Oliestrøm­men fra Mesopotamiens Oliekilder gennem Palæstina ud til den store Havn Haifa. Men - Olie til Krigsmaski­nerne vil alle »de Store« have. Og England har Brug for Flyve Baser i Sydpalæstina o.s.v. Jo, store Ørne kredser om det lille Land. Kæmpehære er opmarcherede rundt om, og en vældig amerikansk Flåde har længe ligget i tilgrænsende Farvande. Men - under alt dette presser Jøderne på. De vil hjem. Ganske som Trækfuglene, når Foråret nærmer sig. Ingen jordisk Stormagt vil i det lange løb kunne hindre det, thi - den himmelske Stormagt vil det.

Det er en farlig Sag at føre Krig mod Israel. Oldtidens Stormagter erfarede det. Hitler og Tyskland fik det at føle. Jeg forstår ikke, at England tør. Har Englænderne da glemt, hvad der står i Biblen om den Sag? F.eks. Es. 41, 11: »Se, Skam og Skændsel får alle de, som er dig fjendske; til intet bliver de, der trætter dig, de forgår. «

Sak. 2, 12: »Så siger Hærskarernes Herre til Folkene, som hærger eder: Den, der rører eder, rører min Øjesten!« Og Sak. 12,3: »På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag. Enhver, som løfter den, skal rive sig på den. «

På den anden Side må vi Kristne, som »beder om Jerusalems Fred«, dybt beklage den jødiske Sabotage mod deres fordums Venner og Velgørere. Vanskelige Tider og store Trængsler forestår uden Tvivl fremdeles Israel, indtil dette mærkelige Folk, Guds Ejendomsfolk, bøjer Knæ for sin Messias: Jesus Kristus. Men det vil alt sammen komme i Guds Time. Vældige Begivenheder vælter ind over Landene. Vort eneste Håb står til ham, der sagde til sin lille bange Hjord: »Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende!«
 

TREDJE TRIN

Det tredje og sidste Trin i Herrens Genkomst indtræder først ved Tusindårsrigets Afslutning, altså efter en tusindårig Lykke og Fredstid på den gamle om­tumlede Jord. Tænk dog: Fred, ja Guds Fred, på jorden i 1000 A ar! Djævelen er sat ud af Spillet, det onde kan derfor ingen Magt få, det er trængt helt tilbage. Målbevidste energiske ædle Kristne er de ledende i Stat, Kommune, Kirke og Skole. Retskafne kristelige Tanker gennemtrænger Folkelivet overalt. Og en høj Kultur råder fra Nord til Syd, fra Øst til Vest. Menneskelivet bliver behageligt, Arbejdet bliver let som en Leg, thi nu tages Teknikken med alle dens store Opfindelser i det godes Tjeneste. Ingen Atombomber, men megen Atomenergi vil gøre Industrien barnelet. Der bliver Overflod af Mad, Klæder og Boliger til alle. Fattigdom kendes ikke, og Sygdom næppe. Folk bliver meget gamle. Alle smiler og er glade, ingen græder - i 1000 År.

Til den Tid vil Israel som Helhed være blevet et kristent Folk. Rom. 11, 15 og 11, 25-26 vil være gået i Opfyldelse. >>Som Liv ud af døde« skal det omvendte Israel blive. Apostolske Skikkelser som Peter, Johannes og Paulus vil fremstå og virke under moderne Former. Hvad der endnu manglede i Arbejdet for Missionen blandt Hedninger, Muhammedanere og gudløse vil blive gjort med kristne Jøder i Spidsen for Arbejdet. Guds Rige blomstrer - i 1000 År. Sådan går det, når Kristus er Konge, og Satan er bundet. Da vil Jerusalem blive jordens Perle og det åndelige Midtpunkt for de kristnede Folkeslags Gudsdyrkelse. Den gamle Forjættelse fra Es. 2,2 vil da være opfyldt: »Det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme, og talrige Folkeslag vandre: Kom og lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord. Da dømmer han Folkene imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingaards have; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer«  i 1000 År.

Men Mennesker kan ikke tåle her på Jord altid at have det godt. Det onde har nok været tilbagetrængt men dog ikke helt udryddet. Lidt efter lidt rejser det igen Hovedet. Og Gud slipper derfor atter Djævelen løs med nye Fristelser, for at de prøvede kan blive kendt. Dog kun for en liden Tid. Så kommer Kristus for tredje og sidste Gang igen (Åb. 20, 7). En ny Verdens­hersker Gag har samlet store Hære mod Jerusalem og de helliges Lejr deromkring. Atter er det jødeland, men nu et Kristens Jødeland, der bliver Begivenhedernes Midt­punkt. Ild falder nu ned fra Himlen og fortærer de genstridige. Satan kastes i Ildsøen. Og nu holder Jesus den store Dom over levende og døde. (Matth. 25, 31-46. Johs. 5, 26-29).

Men nu rejser sig uvilkårlig det Spørgsmål: Hvad er Klokken på Verdensuret? Nærmer vi os stærkt Tids­punktet for det første Trin i Herrens Genkomst? Meget synes at tyde derpå. Altså - ikke Tiden for Verdens Undergang, den er der endnu længe til, i hvert Fald over 1000 År (Tusindårsrigets Tid m.m.) - men Tiden for Herrens første Tilbagekomst for at hente sin Brud (den levende Menighed). Jesus skildrer i Luk. 21 Forholdene i Verden umiddelbart forinden som meget svære: Folk skal rejse sig mod Folk og Rige mod Rige. Der skal være store Jordskælv her og der, Hungersnød og Pest. Frygtelige Ting skal ske. Store Forfølgelser skal ramme Baade Jøder og Kristne. Der skal være stor Nød på Jorden, Folkene skal ængstes i Fortvivlelse, også på Grund af mærkelige Tegn i Naturen.

Men - siger Herren så (V. 28) - »når disse Ting begynder at ske, da nærmer eders Forløsning sig«. (d.e. Bortrykkeisen). År og Dag for Brudens Bortrykkelse har Herren ikke sagt os. Vi skal i så Henseende leve i stadig Spænding. Men 3 klare Tegn har han givet os, hvoraf vi kan skønne, om Dagen er nær: Først.

A. Hedningemissionens Tegn.

Dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene, og da skal Enden komme« (ikke Verdens Ende, men de afsluttende Begi­venheder, de sidste Ting). Sådan har Kristus sagt (Matt. 24, 14). Vi kan sikkert sige uden at overdrive, at dette Tegn i alt væsentligt er opfyldt. Biblen er nu oversat til 1100 forskellige Sprog. Det vil sige, at ikke blot alle Folkeslag, selv de ganske små, men endog mange Små stammer i det indre Afrika og på ensomme Øer har den hellige Skrift i deres eget Mål. Kristen Forkyndelse kan tilmed gennem Radio nå de fjerneste Kroge på Jorden. Og i selve det direkte Hedningemissi­onsarbejde er vi nu nået så vidt, at indfødte Kristne Både i Asien og Afrika selv har taget Ledelsen i Menighederne. Mange af dem står i Intelligens og Uddannelse ikke tilbage for Missionærerne. Krigens Nød har fremmet denne Udvikling. Ja så stærkt er Kristendommen trods alle Hindringer gået frem blandt de farvede Folk, at det endog kan se ud til, at Gud er ved at »flytte Lysestagen« fra Europa derud. Vi skal ingenlunde tænke os, at Hedningemissionen er færdig, når Herren kommer for at hente »Bruden«. Det vil først ske i Tusindårsriget, når et omvendt Israel tager fat. Ligesom det var kristne Jøder, der begyndte Hedningemissionen, sådan vil det også nok blive sådanne Missionærer, som kommer til at fuldføre den. (Es. 2,2-3).

B. Frafaldets sørgelige Tegn.

Dette Tegn viser sig først og fremmest i den gamle Kristenhed, den hvide Mands Lande. Det har til Forud­sætning, at Folkelivet gennem lange Tider har været præget af Kristendommen, som Tilfældet har været i Europa og Amerika. Paulus taler i 2. Thess. 2 om dette Tegn. Han tænker i denne Forbindelse på første Trin i Herrens Genkomst og Brudens Bortrykkelse (»vor Sam­ling til ham«) og siger så, at dette (»Herrens Dag«) kan ikke være lige for Hånden ( altså set fra Datidens Ståsted), »thi først må jo Frafaldet komme, og Syndens Menneske (Antikrist) åbenbares, Fortabelsens Søn, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud.«

Dette brutale Menneskedyr, »Dyret«, der stiger op af Folkehavet (Åb. 13) kan dog ikke tage Herredømmet, før »den, som nu holder tilbage, først er kommet af Vejen.« Mange Fortolkere har ved dette Udtryk tænkt på Øvrigheden, som jo under normale Forhold nok kan bremse Lovløshed og Ugudelighed noget. Men - i vor urolige Tid har det vist sig Gang på Gang i mange

Lande, at Øvrigheden ikke mere har sin gamle Kraft, og at den forholdsvis let kan rendes over Ende.

Nej - »den, som nu holder tilbage« - eller (som Paulus også udtrykker sig) »hvad, der holder ham (Antikrist) tilbage«, er langt snarere Bortrykkeisen. Først når Kristi Brud er hentet hjem til Gud, er Banen fri for Antikrist, som da rimeligvis er Præsident i » Verdens forenede Stater«. Så kan han for fuld Kraft tage fat med sin modbydelige Lovløshed og sataniske Grusomhed. Men så udøser Gud også sine Vredesskålers frygtelige Indhold over de gudløses Rige. Allerede nu mærker vi Optakten til Lovløshedens Rædselstid: Der stjæles, lyves, bedrages som aldrig før. Og Usædelighed hærger Folkeslagene voldsomt, Ægteskabet undergraves af Utroskab med påfølgende Skilsmisse: Kønssygdom­me breder sig som en Syndflod; Moral i kristelig Forstand er ved at blive en Sjældenhed. Kun en mindre Del af den kristne Menighed regner endnu med »de 10 Bud«. De såkaldte »frisindede« hævder, at disse Bud alene er givet til Jøderne. For os Danske gælder kun Danske Lov, siger de. Og de allerfleste af Folkekirkens Medlemmer synes næppe nok at vide, hvad kristen Moral er, lever i hvert Fald, som om de ikke kendte den. I vore moderne og på mange Måder udmærkede Skoler høres der mindre og mindre om Guds Bud. De til Undervisning i Kristendomskundskab endnu afsatte få Timer begrænses stadig. Ungdommen afkristnes hur­tigt. Ja, kristelig Tankegang, Sæd og Skik fortrænges systematisk af gudløs Tankegang og Umoral. Respekten for Gud er borte. Og svarende til alt dette sørgelige er det kun en meget lille Procent af Befolkningen, der regelmæssigt går i Kirke. Jo - Frafaldet er begyndt, ja, er allerede langt fremme i Danmark. Og det er kun en ringe Trøst, at det står endnu langt værre til i andre Lande. Den gudløse diktatoriske Kommunisme trænger ødelæggende ind over Europa som Isbjergkolosserne i fjerne Istider. Der bliver så »koldt« i Verden. Ja, Kristenkærligheden er, som Kristus forudsagde (Matt. 24, 12), blevet afkølet hos Flertallet. Men - endnu er der en levende kristen Menighed på Jorden, også i vort kære Fædreland. Hvor der lyder en klar og varm hjertet Forkyndelse, kan Kirkerne endnu fyldes. Og selv på Egne, hvor det står småt til med Kirkelivet, er der større eller mindre levende Kredse af troende Kristne, som stræber at holde Skansen. De har travlt med Missionsarbejdet Både hjemme og ude. Jo, de »fem kloge Brudejomfruer« bor også i Danmark, de har hørt Basunen gjalde, og de er i Færd med at ordne deres »Lamper« for at ile Brudgommen i Møde.

BEVÆGELSEN ORDET & ISRAEL er blevet til ud fra det syn, at vi lever i et tidsskifte, hvor det, der sker med Jødefolket og landet Israel, ikke bare er af verdenshi­storisk, men også af frelseshistorisk betydning.

De mange forjættelser om en tilbagevenden fra adspre­delsen iblandt folkeslagene og genoprettelsen af et freds- og retfærdighedsrige med Kristus som konge vil også blive opfyldt. Hele Israel skal fre1ses (Rom. 11. 26), og når det sker, vil folket blive skikket til den tjeneste, hvortil det er udvalgt. Dette vil bringe liv af døde til den øvrige menneskehed (Rom. 11, 15). Men da disse forjættelser ifølge Bibelen først vil blive opfyldt i for­bindelse med Kristi genkomst, er talen om genkomsten en naturlig del af det budskab, vi har fået at bringe.

Vi har det syn, at jøderne skal samles i det forjættede land, før deres omvendelse finder sted, og at den store folkeomvendelse først vil ske ved Jesu genkomst. Se for eks. Ez. 36 fra vers 22 og Rom. 11, 25-26. Først når hedningerne fuldtalligt er gået ind, skal hele Israel frelses.

Vi ser det som vor særlige opgave inden for menigheden i Danmark at undervise om Israels plads i Guds frelsesplan, vække forståelse for det, der sker i Israel og pege på den betydning, disse begivenheder øjensynligt har som varsel om Herrens snarlige genkomst. Over for Israel vil vi være med at berede vej og fjerne anstødsstene, at de må lære Jesus at kende som deres Mesias. Dette vil vi blandt andet gøre ved at støtte arbejdet for bibelspredning i Israel, ved kærlighedsgerninger, ved at formidle støtte til genopbygningen i Israel samt ved at støtte jødekristnes arbejde i adspredelsen.