”I er verdens salt, hvis saltet mister sin kraft, hvormed skal det så saltes.
 


 

 

”I er verdens salt, hvis saltet mister sin kraft, hvormed skal det så saltes. Hold fred med hverandre!”
af Alice Norman Andersen

”Gør ham ikke noget ondt, thi hvem lægger ustraffet hånd på Herrens salvede.”

Disse ord er udtalt af David og står i forbindelse med beretningen om Sauls forfølgelse af David.

Indtil Saul havde Israel ikke haft en konge. De omkringliggende riger og lande var kongeriger, men i Israel blev landet styret af dommere. Sådan havde Gud villet det.

De sidste dommere var sønner af Guds profet Samuel, men disse sønner vandrede ikke i Samuels fodspor. De lod sig lede af egne fordele, tog imod bestikkelse og bøjede retten. Israels ældste forlangte derfor, at Samuel skulle sætte en konge til at herske over folket.

Dette vakte Samuels mishag, men som altid søgte han Gud. ”Gud Herren talte til Samuel: Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.” Men Gud Herren formanede Samuel til at advare og forelægge folket, hvilke følger det måtte få. Læs om det i 1. Samuels bog kap. 8:7 ff.

I Benjamins stamme fandtes en søn ved navn Saul.  Han var statelig og den smukkeste mand blandt israelitterne og et hoved højere end alle andre. Det var den mand, Gud ville gøre til konge over Israel.

Gud åbenbarede for profeten Samuel, at det var denne mand, han skulle salve til konge, til fyrste over Herrens folk. Sam. 10:9.

Da Saul efter salvningen gik bort fra Samuel, så læser vi, at ”Gud gav Saul et helt andet hjerte!”

Jeg tror, at Gud gav Saul et ydmygt hjerte. Han gik ikke hjem og fortalte om sin oplevelse, han gemte sig.

Samuel samlede derefter folket bekendtgjorde og bekræftede kongens udvælgelse og forelagde dem kongedømmets ret, optegnede den i en bog og lagde den hen for Herrens åsyn.

Kan vi miste Guds velsignelse og Hans salvelse?

Det skete, at hverken kongen eller folket overholdt Guds forordninger. I kap. 15 læser vi, at Guds Ord kom til profeten Samuel: ”Jeg angrer. At jeg gjorde Saul til konge; thi han har vendt sig fra mig. Vers 11 og kap. 16:1.

Vi læser om Saul, at han nu blev plaget af en ond ånd, en følge af at han havde vendt sig bort fra Gud. Allerede før det skete, havde Gud salvet David til Israels kommende konge. Denne gang var det ikke en stor mand, set med menneskelige øjne. Ikke en velhavende mand, men en mand efter Guds hjerte. ”Herrens Ånd kom over David”, står der, men den veg bort fra Saul.

David kom i tjeneste hos Saul. En streng læretid!

Gud var med David og David adlød Gud. Men Saul blev plaget af jalousi og ondskab.

Hvordan bevarer du Guds fred i en ond verden?

Efter Davids sejr i kampen mod filisteren Goliat, steg folkets ærefrygt for David mens Sauls mishag, bitterhed og vrede forstærkedes i samme grad mod ham.

Herefter forfulgte Saul David, så han måtte flygte og holde sig skjult hos fremmede konger og i klippehuler.

Saul stræbte ham efter livet og som konge kunne han befale, at folket dræbte David, når de mødte ham.

I alt dette bevarede David sit nære forhold til Gud, og det er i denne situation, David priser Gud i Salme 34. Læs det.

Det var dét, der fik mig til at læse!!

To gange i sin evindelige flugt fra Saul, får David mulighed for at tage hævn og slå Saul ihjel. Men Davids ærefrygt for Gud tillod ham ikke at gøre det.

Saul slog på et tidspunkt lejr i en hules indgang. Hvad han ikke vidste, det var, at David og hans mænd lå gemt længere inde i hulen.

David kunne have tilintetgjort sin fjende. Hvorfor gjorde han det ikke? Nej, han havde overladt sin situation til Gud.

 Havde David begået selvtægt, havde han syndet mod Guds ord, der siger: ”Læg ikke hånd på Herrens salvede!”

David stod med beviset i sin hånd, han havde skåret en flig af Sauls kappe, mens han lå og sov. Han kunne have dræbt Saul. Mændene, som fulgte David, opfordrede ham til at gøre det af med Saul, men David svarede: ”Det være langt fra mig … jeg lægger ikke hånd på Herrens salvede.” Han tillod heller ikke sine mænd at lægge hånd på Saul. David havde gudsfrygt, så meget at endog hans samvittighed berørte ham, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af.

Hvad siger det til dig og mig? Guds ord gælder på nøjagtig samme måde for os i dag!

Beretningen her er voldsomt fuld af sindssyge, had, forfølgelse og mord. Saul havde koldblodigt udslettet en hel by, præster, mænd, kvinder og børn på grund af sit vanvid og sit had til David. En mand, ved navn Dorg havde sladret om, at præsten Ahimelek havde holdt hånden over David og de mænd, der fulgte ham. Én mands sladder. – Det giver stof til eftertanke!

Det er alvorligt! Sladder og falsk vidnesbyrd kan være årsag til ét eller flere menneskers død – legemets død eller evig død. Bagtalelse og sladder er dødelige våben.

Ikke én, men to gange fik David en direkte mulighed for at slå Saul ihjel. Men David undlod at gøre det, alligevel følte han uberettiget skyld. Det pinte hans sjæl.

Det kan vi lære af David.

Han stod med beviset i sin hånd, men han undlod at gøre brug af det. Han kunne have dræbt sin forfølger og fjende, men ville også ødelægge sin egen samvittighed eller hvad der var værre, han kunne have dræbt sin sjæl. Han valgte at følge Guds befaling: ”Læg ikke hånd på Guds salvede!” Han overlod til Gud, hvad der skulle ske med Saul.

”Du må ikke slå ihjel!”Det gælder for os alle, også når det handler om vor næste, ven eller fjende. Bagtalelse, ondskab, sladder med videre er farlige våben at bruge. De kan dræbe hurtigt, men også langsomt ødelægge og dræbe menneskers liv.

Da Saul kom ud af hulen, så han sig tilbage, og han så David kaste sig ned med ansigtet mod jorden og bøje sig for ham.

Og David råbte til Saul: Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: ”Se David har ondt i sinde mod dig”.

”I dag har du dog med egne øjne set, at Herren gav dig i min hånd inde i hulen; og dog ville jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge hånd på min herre, thi han er Herrens salvede!”

Det er i denne sammenhæng at David siger: ”Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme, så længe den gudløse er mig nær. Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme ord, men min smerte nagede, mit hjerte brændte i brystet, ild luede op, mens jeg grundede; Da talte jeg med min tunge.” – Her vendte David sig i bøn til Gud! Læs Salme 39:1 ff. -  - Gør derefter som David, udøs dit hjerte til Gud!!

Et menneskeliv er for kort til ufred, kiv, strid, nærtagenhed og ond tankegang.

 ”Kun som et åndepust står hvert menneske der”. Set i evighedens perspektiv.

Må Gud lære os, med hans hjælp, at kæmpe mod de egentlige fjender.

Den kamp vi skal kæmpe, her i tiden, ”er ikke en kamp mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.”

Læs Paulus’ brev til Efeserne kap. 6:10 ff.

Min bøn er: ”Herre sæt vagt ved mit hjertes tanker, vogt mine læbers dør!”

Må Guds fred som overgår al forstand bevare vore hjerter og tanker i Kristus Jesus!”

Til Jesu Kristi ære. Amen

AN.

Har du spørgsmål eller kommentar, kan du skrive til Alice på, alice.normann@mail1.stofanet.dk

 

 




Siden er opdateret: 26-08-2017 07:55