Jeg er to

 

Indledning

Det kan meget vel vise sig, at denne bog bliver en af de vigtigste, du nogensinde kommer til at læse. Den vil måske vende op og ned på dit liv inden for de næste par timer eller lige så hurtigt, som du kan læse den.

Denne bog er skrevet til en ganske bestemt grup­pe mennesker, nemlig dem, som søger at få virkelig fred i sindet og blive fri for det onde, der behersker deres liv. Diskere er nødt til at se deres ensomhed i øjnene, når musikken holder op. Selv de stærke mænd græder, når de er alene. Når barerne og dis­kotekerne lukker, kommer håbløsheden og me­ningsløsheden væltende ind over dem. Søndagene er for millioner de rene nedture. På et eller andet tidspunkt er vi tvunget til at indse sandheden om os selv.

Enhver ærlig sandhedssøgende kan finde noget om sig selv i denne bog. Kristne, tidligere kristne, alkoholikere, stofmisbrugere, homoseksuelle og al­le andre med personlighedsdominerende proble­mer.

Det er en kærlig bog om Guds kærlighed - til en verden, der hungrer efter kærlighed. Du vil hverken blive forarget eller fordømt på nogen måde, når du læser den, for den er skrevet til menesker, der lider - af en, som selv lider.

David Wilkerson.

 

Delt i to .

Jeg er et besynderligt væsen med to modsatte na­turer i samme legeme. To modsatte livskræfter i mit indre søger bestandigt hver for sig at styre mine handlinger.

Krigen mellem godt og ondt raser i hele mennes­keheden. En præst, som blev grebet i hor, bekendte: »Min onde natur havde en besynderlig magisk magt over mig. Den drev mig til at jage efter falske forestillinger, som jeg inderst inde vidste var uvirke­lige drømme. Den holdt mig lænket til et begær, som til sidst ødelagde mig totalt. Den tvang mig til kompromiser, som svækkede mig. Dens løfter om ægte kærlighed viste sig at være det rene fata mor­gana. Og selvom jeg vidste, at jeg ville blive ved med at blive såret, fulgte jeg tilskyndelserne fra min onde natur som en lydig slave.«

Narkomaner og alkoholikere står i den samme konflikt. De vågner en dag, ser sig i spejlet og tænker: »Hvordan kan det her være gået til?«

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle kunne ende på den måde. Hvad var det, der gik galt. Hvad var det, der fik den sære magt over mig, så jeg blev den slave, jeg nu er?«

Hundredvis af alkoholikere og narkomaner udøser deres ynkelige livshistorier for mig på mit kontor. Næsten uden undtagelse hører jeg den sam­me bekendelse: »Jeg hader det! Det har gjort mig til et dyr. Det var skønt i begyndelsen, men nu er det ved helt at ødelægge mig. Det er, som om jeg er to mennesker. Jeg sidder på krogen og er blevet bun­det af vanen; nu kan jeg ikke længere selv styre det. Og alligevel ønsker jeg dybest set at være fri. Vis mig, hvordan jeg kan slippe fri.«

En af mine unge venner, som er narkoman, lagde sig i desperation tilbage på sengen, og trak en hel sprøjte blod ud af sin vene og sprøjtede med blodet følgende ord på loftet: » HJÆLP, GUD!«

De homoseksuelles dilemma er en af de stærkeste og mest udmarvende af alle indre konflikter mel­lem de to modsatte naturer.

Jeg har en homoseksuel ven, som fortalte mig om sin, indre konflikt med begæret og hans kamp for at blive fri. Han sagde: »Da jeg begyndte på ho­moseksualitet, var der en del af mig, der nød det, og en anden, som afskyede det. Og jeg hadede mig selv. Der kom en besynderlig følelse over mig, og jeg begyndte at opleve mig selv som to personer. De to modsatte dele gjorde mig frustreret og deprime­ret. Jeg udviklede et umætteligt begær efter sex, og i begyndelsen overdøvede begæret skyldfølelsen. Jeg blev besat af min egen krop. Det sørgelige var, at begæret opslugte alle mine tanker og al min energi, og jeg følte mig ude af stand til at gøre noget ved det. Jeg oplevede, at mine tanker trak mig i to modsatte retninger på en gang. Den ene del af mig nød uhæmmet sex, fordi det gav mig en midlertidig tilfredsstillelse. Den anden del var ved at brække sig over de modbydelige seksuelle handlinger, som jeg egentlig afskyede. På trods af min succes følte jeg mig ensom. Når sexualdriften overvældede mig, forsøgte jeg at drikke mig fred til. Jeg længtes efter at være normal, efter måske en dag at kunne få en familie. På en eller anden måde var jeg udmærket klar over, at det, jeg foretog mig, virkede forstyr­rende på hele min organisme. Det at begære en mand fik mig til at føle mig så snavset, at selv ocea­ner af vand ikke ville kunne vaske mig ren.

Jeg begyndte at spekulere på, hvad det kunne være for en Gud, der havde skabt mig med lyst til den form for sex og gjort mig til slave af min egen krop. Jeg opgav ethvert håb om at undslippe. Jeg kunne lige så godt prøve at få det bedst mulige ud af tingene, som de var. Jeg ville finde en måde at leve et dobbeltliv og acceptere min måde at være på. Jeg ville ikke længere gøre noget forsøg på at ændre det.

Jeg begyndte at forbande Gud for at have ladet mig blive født med en abe på nakken. I min længsel efter kundskab og sandhed vendte jeg mig til Sa­tandyrkeIse. Faktisk forsøgte jeg derigennem at få kontrol over mit begær. Jeg følte, at Gud havde forladt mig. Nu var det en anden, som styrede mig. Han talte til mig langt borte fra, som fra bunden af en dyb, mørk brønd. Mit andet jeg, det gode og ån­delige, blev forvandlet til en klynkende tilskuer. Ho­moseksualiteten dominerede fuldstændigt min personlighed. Den tog magten i mit liv, og jeg var ude af stand til at stå imod.«

Jeg lyttede til en homoseksuel, som var på udkig efter kontakter i bøsse-kvarteret i San-Francisco. Han beskrev den rædsel han følte: »De kristne ser på mig med deres nedladende medlidenhed og døm­mer mig lynhurtigt - et stykke beskidt menneske­ligt drivgods. De forstår hverken hvor følsom jeg er, eller hvor stærkt jeg føler bitterheden og tomhe­den ved denne form for liv. Det at sælge sin krop på en bøssebar er noget af det mest afstumpede, der findes på jorden. Det er nedværdigende og modby­deligt. Bøssebarer er efterhånden ikke andet end bordel-centraler, som spreder sladder og løbesedler og samler penge til politiske formål.

Det er rædselsfuldt at være nødt til at få sine seksuelle behov dækket på gaden. Jeg samler en el­ler anden fyr op og håber, at der vil komme et eller andet godt ud af det. Hver fredag og lørdag aften opstår håbet: Måske vil det kunne ske denne gang, at min fuldkomne elsker dukker op og befrier mig fra håbløshedens fængsel.

Men det sker aldrig. Jeg går rundt med en dyb følelse af bedrag, en følelse af, at jeg bliver snydt. Alle de løfter jeg afgiver eller modtager om livsva­rig hengivenhed bliver brudt og det, der skal fore­stille at være mit livs eneste store kærlighed visner og dør. Snart er jeg tilbage i den endeløse jagt igen i et forsøg på at tilfredsstille en kløe, jeg ikke rigtig kan lokalisere. Jeg afskyr mig selv for at være sun­ket så dybt.«

En anden homoseksuel, som er transvestit og kalder sig Reneé, fortalte mig, hvordan han faktisk selv gav tilladelse til, at en del af ham dukkede frem og blandede sig med den anden del af ham selv. Som han stod der, i en. højrød kjole og med høje hæle, ville han have virket latterlig på mig, hvis det ikke havde været for hans næsten pinlige ærlighed. Jeg var nødt til at lytte.

»Pastor« sagde han, »Jeg kan gå rundt på denne måde, fordi jeg er i et område, der er sikkert for bøsser. Din skræk skyldes, at du forsøger at styre din seksualdrift på en ordentlig måde, min skyldes, at jeg prøver at score den »rigtige«. De fleste ho­moseksuelle i min omgangskreds er lige så usikre som jeg og bange for ikke at slå til. Det fastslåede seksuelle adfærdsmønster tvinger dig til altid at være på udkig. Så er der bid, men kort efter er man atter tilbage igen med håb om at få en bedre fisk på krogen næste gang.

Ens hunger mættes aldrig! Men du kan være vis på, at den nok skal efterlade ar. Selv mine ho­moseksuelle venner har en tendens til at se på mig som »en bøsse, der er forklædt som lesbisk«. Deres latterliggørelse er mere ubarmhjertig grusom end de normales.

En dag besluttede jeg mig til, at jeg ville opføre mig, som den udstødte person, jeg i virkeligheden var. Jeg traf mit valg - jeg ville frigøre mig. Jeg vid­ste, at jeg havde en dobbelt natur, og at højst en af dem kunne vinde i sidste instans. Jeg gik fra rådgi­verne, aflagde mit pilleforbrug og besluttede mig til at forsone mig med min krop og vise den frem, som jeg havde lyst til. Reneé er det navn, jeg har givet mit dominerende jeg. Om dagen er jeg lærer i et klasseværelse - om aftenen giver jeg Reneé lov til at komme frem til overfladen og deltage i jagten på nye mænd.

I mine ærlige øjeblikke er jeg godt klar over, at det er helt overfladisk. Jeg ser mine venner blive mishandlet og forladt, såret og ødelagt af denne op­slidende konkurrence. En del af mine bedste venner har begået selvmord. Jeg føler mig forfærdelig ulykkelig, når jeg er alene, selvom jeg ikke har no­gen egentlig grund til at have det sådan. Søndagene er rent elendige. De er lutter depression og be­klagelser. Vist er jeg på det forkerte hold; men uanset, hvad de andre siger, så kan jeg stadig ikke være glad for det. Jeg er dødtræt af Reneé nu. Mine venner er faktisk ligeglade med mig. Cigaretterne har en flad smag. Det har ingen betydning at være på toppen og være populær. Spiritus gør mig bare deprimeret. Jeg bliver hurtigt rastløs. Hvis der et el­ler andet sted findes en Gud, som har nogen som helst interesse i lærere, der er transvestitter, så mel­der jeg mig frivilligt. Det jeg er inde på, er helt af­gjort en blind vej. Jeg er en homoseksuel transvestit, på 42 år, der spankulerer omkring og prøver at benægte, at mit liv er en tragedie.«

En gift homoseksuel skrev til mig for at fortælle om sin kamp for at holde sammen på sit hjem. Han skrev: »Mit problem består i, at jeg er en gift ho­moseksuel. Jeg forsøger at forblive min hustru tro, og for øjeblikket foretager jeg mig ikke noget med mænd. Men mænd, som jeg ser i TV eller på gaden frister mig, og jeg dagdrømmer en masse. Det værste er, at jeg sårer min hustru ved at kigge efter mænd for øjnene af hende. Jeg har brug for min hustru, jeg har brug for Jesus, men jeg har stadig denne stærke homoseksuelle trang i mig. Jeg går helt i stykker af alt det, der flår og river i mig. Inden længe bliver jeg nødt til at vælge, hvilken af de indre stemmer jeg vil følge.«

Jeg ved om en homoseksuel, som mente, at en kønsskifte-operation kunne gøre ende på hans ind­re forvirring. Han skriver: »Jeg kunne ikke holde ud at være mand. Jeg forsøgte, blev endda gift, men blev snart skilt. Jeg kom til den konklusion, at der ikke var nogen hjælp, så jeg kastede mig ud i det ho­moseksuelle liv og gav efter for alle mine lyster.

Mine lyster tog helt herredømmet over min for­nuft. Jeg var som to forskellige mennesker på én gang. Jeg havde mere lyst til at være kvinde, så hvorfor ikke blive det? Jeg fandt en læge og fik fore­taget en operation, der forandrede mit køn. Jeg vid­ste, at jeg var gået for vidt, til at Gud ville tilgive mig. Jeg begyndte at optræde som dansepige på en natklub. Men mit kønsskifte gav ingen fred i hjertet. Jeg satsede på begær for øjeblikkets spænding, ud at more sig om aftenen, dyrt tøj, lækker mad, smykker, spiritus og flotte fyre som ledsagere.

Men når jeg var alene, måtte jeg stadig se mig selv i øjnene. Når jeg kiggede i et spejl, var det en kvinde, der så tilbage på mig, men selv var jeg sta­dig den samme, som jeg altid havde været indeni. Jeg følte mig stadig ensom, forkastet, og min kamp fortsatte.

Jeg blev klar over, at det ikke var nemt at komme ud. Altid er der skyldfølelsen og angsten for at blive afsløret. Men langsomt forhærder man sig, indtil det holder op med at genere en så meget. Der er da­ge, hvor man stadig er generet af det, men man fin­der på undskyldninger eller drikker sig fuld eller ry­ger sig skæv for at glemme. I starten viger selve kroppen tilbage for de unaturlige handlinger, men man tvinger sig til at affinde sig med det, indtil det ikke længere er ubehageligt. Til sidst bilder man sig selv ind, at disse handlinger er naturlige og smukke for en i stedet for at se sandheden i øjnene.«

En tidligere Jesus-tilhænger, som engang spille­de i en religiøs sanggruppe, forsøgte at forklare, hvorfor han er faldet tilbage til at bruge stoffer og alkohol.

Jeg ved bare, at der var en forfærdelig kamp i mit indre om magten over mit legeme. Der var altid no­get ondt i min bevidsthed, som forsøgte at spænde ben for alt det gode og anstændige, jeg forsøgte at gøre. Min onde del blev ved med at trække mig ne­dad og fik mig til at gøre ting, jeg slet ikke i virkelig­heden ønskede at gøre. Det var så overvældende, at jeg adlød hver eneste af dens ordrer og endte med at føle mig skyldig, ensom og tom.

Når jeg kom bort fra menneskelarmen og trak mig tilbage fra alle mine lyster, så var der et fattigt, ensomt jeg, som dybt inde i mig skreg efter at blive tilfredsstillet, ligesom klynkende gråd fra et sultent barn. Stemmen råbte: »Lad mig ikke være alene, giv mig noget at spise, hjælp mig, giv mig kærlig­hed.«

Undertiden var der noget i mig, der følte vrede mod Gud, fordi Han ikke fjernede synden fra mit hjerte. Jeg blev træt af den kamp, der rasede i mit indre. Min sjæls fjende så ud til at være så stærk, og jeg følte mig så svag. Den retfærdige natur i mig ønskede, at Gud skulle nedtrampe al ondskaben, flå min overvældende synd ud af mig sammen med mi­ne syndige lyster og sætte mig fri fra min synd.

Jeg ved, at der er en del af mig, der ønsker at adlyde Gud. Det har ikke noget at gøre med kirken, prædikanter eller moraliseren. Det er endda mere end bare en længsel efter tilgivelse. Det er mere end blot at få sin sjæl frelst. Det har ikke noget at gøre med frygten for helvede eller fortabelse. Det er endda mere end et behov for fred og fuldbyrdelse. Det er en  længsel, som ligger dybt i min sjæl efter at  kende Gud personligt og at føle Hans kærlighed. En dag håber jeg at vende tilbage til Gud og blive fri.
 

Kampen for at blive hellig.

Jeg har læst de ynkelige bekendelser fra munke, som har spærret sig inde i klostre i årevis i forsøg på at sejre over deres onde tilbøjeligheder. Alligevel har deres onde forestillinger næsten drevet dem til vanvid. De opnåede ingen magt over deres lyster ved at isolere sig fra samfundet. Netop som de troe­de, at de var endeligt befriede fra begær og at alle kødelige ønsker var under kontrol, kunne de blive grebet af vildfarende følelser og utæmmelige onde tanker.

Der var en bestemt munk, som levede 50 år i en underjordisk hule i et forsøg på at bringe sit legeme til lydighed under ånden. Andre begravede sig til halsen i brændende sand i håb om, at kunne brænde deres synder bort.

Jeg har læst om munke, der sov på bunker af tor­ne og dynger af glasskår. Andre bandt deres ene fod op og hinkede omkring på den anden, indtil de havde mistet. brugen af den bundne. Der var en munk, der tvang sin krop ind i en hjulfælg og forb­lev i den stilling i 10 år, hvorunder han måtte mades af andre.

Simon Stylites,opholdt sig i 30 år på toppen af en søjle, og da han blev for svækket til at forblive der, fik han oprejst en pæl, som han lænkede sig til. Alle disse selvpinerier blev anvendt af munke, der søgte at udrydde det ondes tilstedeværelse i dem. De forsøgte at tilintetgøre den del af dem, som havde lyst til synden.

I middelalderen marcherede lange optog fra land til land, mens de stønnede, græd, sang klagende omvendelsessange og piskede deres nøgne rygge til blods. Mennesker i tusindvis sluttede sig til disse processioner i et forsøg på at »piske det onde ud.«

Skt. Etheldra troede, at hendes kød var så ondt og urent, at hun nægtede at vaske det. Hun gik omkring uvasket og dækket af snavs. Hun blev æret som helgeninde, fordi man antog, at hun hav­de vundet sejr over kødet.

Jeg læser i bibelen og opdager, at jeg ikke er den eneste, som er fanget i en kamp mellem godt og ondt. David var elsket af Gud. Alligevel bedrev han hor med Bathseba, hvorefter han myrdede hendes mand, for at han ikke skulle opdage, at hun var gra­vid. Han blev drevet til desperation. Han indrøm­mede: »over mit hoved skyller min brøde….som en tyngende byrde, for tung for mig... jeg er såre ned­trykt. Sorgfuld vandrer jeg dagen lang... intet er sundt på min krop... jeg er lammet og fuldkommen knust… jeg får ingen hvile på grund af min synd.«

Apostlen Paulus sagde; »Jeg forstår ikke min egen adfærd, for jeg konstaterer, at jeg gør det, jeg i virkeligheden afskyr. Men det som jeg gerne vil, det gør jeg ikke...Jeg finder ofte, at jeg ganske vist har viljen til at gøre det gode, men evnen mangler jeg, det gode, som jeg vil, det gør jeg nemlig ikke, men det onde, som jeg ikke vil, del gør jeg…. Det tager mig til fange under syndens lov, som som er i mine lemmer. I mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jcg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Ingen anden end Jesus Kristus. (Rom. 7: 14-25).

Var der altså også to af Paulus? Ja! Det var en smertefuld indre kamp i ham mellem en åndelig og en uåndelig natur, som konstant kæmpede indbyr des. Denne pinefulde elendighed, som Paulus bcskriver, er den mest forfærdelige oplevelse et menneske overhovedet kan udsættes for. Det er en forfærdelig angst for at miste herredømme! - En gruelig frygt for at gøre Gud vred ved at give efter for en hemmelig synd en gang for meget - eller endnu værre at helt miste kontrollen over synden, så  den kommer til at styre det hele. Offeret som giver efter for syndens lovbegynder at tænke: »llvad skal jeg dog gøre for at vinde sejr over det onde i mig? Jeg har grædt tårer i litervis, jeg har forsøgt med viljestyrke. Jeg har fordømt mig selv - jeg har fremsagt i tusindvis af løfter om at ændre mig - jeg har læst alt, hvad jeg kunne få fat i om, hvordan man bliver hellig. Men jeg er ved at være totalt ud­mattet. Vil Gud opgive mig, indtil jeg lærer at kæmpe mig fri? Hvordan kan jeg kæmpe imod en så stærk kraft, der trækker mig ned? Hvad kan det nytte?

De, som ikke har denne enorme indre kamp, er enten kommet igennem den i tro, eller også er de uærlige. De er ikke plaget af deres synder, fordi de har valgt at ignorere dem. Der er nogle, der er ble­vet forhærdede af deres synder, og de føler ikke længere nogen samvittighedskvaler. Andre har fremstillet sig et system af udspekulerede undskyld­ninger og retfærdiggørelser for alt, hvad de gør, så de kan afvise alle svagheder og fejl hos sig selv. Det er almindeligt hos dem, som opdager, at de er ho­moseksuelle at studere historie, psykologi, sociolo­gi og religion - for at finde midler til at retfærdiggø­re deres opførsel. Næsten alle aktive »kristne« ho­moseksuelle har udtænkt en eller anden metode til at dulme deres samvittighed, så de er i stand til at være både homoseksuelle og »hengivne kristne« på en gang.

Men den ærlige søgende kan ikke bede sig fri så nemt, og stadig se sig selv i øjnene. Han er tvunget til at se sin grimme kødelige side og indrømme: »Jeg er solgt som slave under synden. Der er intet andet godt i mig end Gud. Jeg er svag, skrøbelig, til­bøjelig til at synde og har brug for Herrens hjælp daglig.«

For mere end hundrede år siden beskrev den sto­re skotske prædikant Alexander Whyte sin egen personlige kamp mellem de to naturer i ham. Han skrev:

»Mange forfattere har været bange for at udtale hele sandheden om deres prøvelser. Den ærlige må indrømme, at der ikke har været nogen anden med en så svag karakter og så ondt et hjerte som mit, ik­ke noget andet liv helt så ondt som mit, ingen syn­der, som er plaget af så mange fristelser og prø­velser som mig. Han må indrømme sin egen indre syndighed; at hans synd er ondartet, at synden til ti­der har herredømmet over ham, at ubeskrivelig ondskab ligger på lur i hans hjerte! At alt dette fin­der sted i hans eget hjerte. Dette er en daglig pine for hver eneste af os, der er klar over, hvad der fore­går i vort eget hjerte.

Der er intet. andet, man kan være så sikker og vis på, som ens eget hjertes synd og elendighed, ens egoisme, misundelse, ondskabsfuldhed, stolthed, had, hævngerrighed og begær.«

 

HVORFOR JEG ER HOLDT OP MED A T DØMME SYNDERE

En dag kastede jeg et langt ærligt blik på mit eget hjerte, og jeg kunne ikke lide det, jeg fik øje på. Jeg så en præst, som prædikede hellighed for andre, blot for at udkæmpe sin egen private kamp mod den samme ondskab, som er til stede i alle andre syndere. Jeg har siden hen opdaget, at mange af de berømte forkyndere, som råber højest om samfun­dets råddenskab og landets ondskab, kæmper deres egen private kamp mod begæret. Det kan altså godt lade sig gøre at være verdensberømt evangelist, moralisere over synderes elendighed og samtidig være verdens største hykler.

- Du altså, som underviser andre, du lærer ikke dig selv! Du som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv! Du, som siger, at man ikke må be­drive hor, du bedriver hor! (Rom. 2:21-22).

Jeg er kommet dertil, at jeg tror, det er de ubarm­hjertige kristne, som er så strenge og ude af stand til at tilgive, der jager syndere bort fra Kristi forløsen­de kraft. Kirken driver ofte homoseksuelle og andre til total opgivelse og fortvivlelse ved deres tilsynela­dende fromme angreb på deres synd. Kristne, som selv er ofre for allehånde fristelser, udelukker ofte dem, der er bundet af et eller andet, ved at fortælle dem, at de er håbløse tilfælde. Denne fordømmende holdning siger til synderen: »Bliv ved med at synke dybere og dybere i din synd, der er alligevel ikke no­get håb for dig! Bibelen fordømmer dig, så du kan lige så godt give dig hen i din lovløshed. Du er alle­rede fortabt, så vi gider ikke spilde vores tid med at prøve at hjælpe dig.«

En ung lesbisk pige, som var med til et af mine møder, fortalte mig om sine vanskeligheder med at få folk i kirken til at acceptere hende, - selv efter at hun havde omvendt sig til Kristus.

»Bare de kristne ville behandle alle ens og holde op med at hænge bestemte syndere ud. De har en tendens til at anbringe homoseksuelle nederst på listen, når det drejer sig om at vise dem omsorg, og øverst, når det drejer sig om at dømme dem som håbløse.

Jeg er ved at blive træt af de kristne, som accep­terer nyomvendte ægteskabsbrydere, ludere, drankere og onanister, men som til stadighed er på vagt, når homoseksuelle søger hjælp. De virker nærmest, som om de er ved at brække sig, når de ta­ler med mig, de lurer på hver eneste af mine be­vægelser, de glor på mig og analyserer mig for at finde fejl. De kan ikke glemme min fortid, som om Jesus var kommet til verden for at frelse alle synde­re med undtagelse af de homoseksuelle.«

Det er ikke så sært, at synden bliver drevet ned i det skjulte. Det er ikke så sært, al du, der er bundet af en eller anden vane, har en tendens til at reagere voldsomt. Disse sjæle nedvurderes, de har nået bunden, de dynges til med spot af en kirke, som ik­ke ville have noget at gøre med folk, der er »på det forkerte hold«. Vi er alle sammen blevet meget dyg­tige til at pege fingre af dem, der betragtes som syn­dere. De kristnes spot og selvtilfredse smil er de største årsager til fortræd hos mennesker, der er i vanskeligheder.

Vi brændemærker homoseksuelle, alkoholikere, narkomaner og andre med problemer, der be­hersker deres liv. Vi umenneskeliggør dem ved at tænke på dem som dyr. Vi bliver så forargede over deres adfærd, vi har gjort deres synder så skanda­løse, at vi har gjort dem til udstødte uden håb om at blive taget til nåde igen. Vi hjælper med til at tilin­tetgøre deres hunger efter Gud ved at nedkalde en lavine af bebrejdelser og ubønhørlig vrede over dem.

Hvis man berøver en synder hans personlighed, så fjerner man samtidig hans værdighed, hvis man kun retter blikket mod hans nederlag og fejl, hvis man behandler ham som et umenneske, hvis man afskærer ham fra alle hans flugtruter, - så drives han til forhærdelse. Han bliver hårdhudet og be­gynder at slå igen, fordi det er hans eneste udvej. Der er ikke langt fra hårdhed til vold. Ydmyg syn­deren, tag hans selvværdsfølelse fra ham og inden længe har du drevet ham ud i altomfattende selvfor­dømmeise. Hvis der ikke er en Gud til at støtte og hjælpe ham, vil han miste alt håb og til sidst overgi­ve sig til dem, der vil acceptere ham. Så vil han ofte benytte denne fjendtlighed som en undskyldning for at forblive i sin synd. Apostlen Peter siger: »Gud har vist mig, at jeg ikke skulle kalde noget mennes­ke for vanhelligt eller urent. Apg.10:28.
 

Min søgen efter en løsning

I årevis har jeg forsøgt at fmde nøglen til sejr over synden. Jeg tinder i mig selv så mange sårende ting, og jeg længes efter at slippe fri fra fangenska­bet af mit kød.

Min søgen efter sejr over synden førte mig ud på en ti år lang rejse gennem biblioteker, bibelkom­mentarer, møder med teologer og et gennemgriben­de studium af bibelen - især Romerbrevet. Alt, hvad jeg læste og hørte, beskrev meget klart den menneskelige tilstand af svaghed og den altid nærværende kamp mod det onde. Fra Apostlen Paulus til kirkefædre som Origenes, Cyprianus, Chrysostomos - fra Augustin, til Luther, Calvin, Zwingli, Wesley og endog nutidige teologer og lærde - alle beskrev de kampen, og alle indrømme­de de, at de også stod i den samme kump. På en må­de var det en trøst, at jeg ikke vur cn kristen særling, og at skammen over synden i mit eget hjerte også var til stede hos nogle af de mest gudfrygtige mennesker, som nogen sinde har levet på jorden. Men på den anden side var det virkeligt nedslående at lære så meget om kampen og så lidt om sejren. Som Paulus stillede de alle sammen det samme store spørgsmål: Hvem skal fri mig fra dette syndens menneske? Hvordan kan jeg blive sat fri fra denne syndige natur?« og som Paulus svarede de alle: I/VedJesus Kristus vor Herre!«

Mægtigt! Det er Kristus, der er sejren. Det vidste Paulus, det vidste kirkefædrene, og jeg ved det. Men hvad vil det egentlig sige? Det er ligesom at si­ge: »Lyset frembringes af solen.« Hvordan er Kris­tus sejren? Hvordan får jeg hans vældige kraft ind i mit skrøbelige legeme? Hvordan får jeg forbindelse til denne vældige kilde til retfærdighed? Det er ikke tilstrækkeligt at sige til mig, at Jesus kan frelse mig fra al synd. Det er ikke nok at sige - bare tro, og så vil du sejre. Det er ikke tilstrækkeligt at sige: det kommer ved tro.

Paulus forsøgte at forklare skridtene til sejr over synden i sit brev til Romerne. Han taler om det gamle menneske og det nye menneske. Han adva­rer kristne imod at være kødeligt sindede, og om at sejren over synden er afhængig af, om vi er åndeligt sindede.

Helt ærligt er det altsammen meget forvirrende. To mennesker i mig? To love i mig? To sind i mig? To ånder at have med at gøre? Jeg læste mange lærde udlægninger af, hvad man formodede, at Paulus egentlig sagde, og efter det var jeg endnu mere forvirret. Der er næppe to lærde, som er enige om den sande betydning af Paulus' budskab i Ro­merbrevet. Selv Peter havde svært ved at forståvisse af Paulus' argumenter. ”...som Paulus gør i alle sine breve, når han i dem taler om det; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå. (2. Pe­ter 3.16).

Jeg kan ikke tro på, at vejen til sejr over synden er en dunke1 og dyb hemmelighed, som det vil tage årevis at forstå og fatte. Det, jeg har brug for, er nemlig hjælp; lige her og nu. Jeg kan ikke vente på en løsning. Hvis jeg ikke kan forstå, hvordan Gud virker, og hvad han forventer fra min side, så er jeg færdig. Synden kan overvælde mig og ødelægge mig, hvis Gud ikke kaster sandhedens redningsline ud til mig.

Det, der virkelig er brug for er, at Gud skal kom­me ned til vore jordbundne, forvirrede sjæle, som er tilbøjelige til at synde og vise os, hvordan man kan bryde syndens forbandelse.

 

­SEJR OVER SYNDEN

Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne lære at sej­re over synden ved at studere og undersøge, hvor den stammer fra. Med andre ord: Hvad er syndens oprindelse, og hvordan blev jeg besmittet med den? Men hvor er det dog et langt og indviklet studium. Det er en temmelig kompliceret historie om en stjernekrig, der fandt sted, længe før jeg blev født, da over-engelen Lucifer ledte en hær, bestående af en tredjedel af Guds engle, i et oprør.

Syndens oprindelse hænger også sammen med det, at mennesket er født med en fri vilje med mulig­hed for at vælge det onde. Det har noget at gøre med Satan, som henledte Evas opmærksomhed på denne mulighed, skaberværkets første kvinde. Det har noget at gøre med, at både Adam og Eva fik de­res øjne åbnet overfor den indre splittelse og kamp, som de havde lukket ind i deres legemer og tanker. Hvordan synden så blev videregivet fra Adam til resten af menneskeheden er yderligere et af de teo­logiske problemer, som stadig diskuteres.

Jeg besluttede mig til ikke at forsøge at lokalisere oprindelsen til Adams synd. Jeg er mere optaget af min egen kamp. Et menneske, der er angrebet af kræft, er sjældent så enormt interesseret i at påbe­gynde et større studium over, hvad der kunne tænkes at være årsagen til kræftens opståen. Han vil meget hellere have en kur, der kan helbrede hans sygdom. Det er rigtigt, at lægen har brug for at ken­de sygdommen s årsag for at finde en helbredelses­form, men det legeme, der lider, er mere interesseret i noget, som umiddelbart hjælper.

Jeg bad ganske enkelt Helligånden om at vise mig, hvordan jeg skulle behandle det onde, som lige nu var i mig. For mig betyder det ikke så meget, hvor det er kommet fra, hvordan det først opstod, eller hvordan det er kommet ind i mit sind.

Jeg ved kun, at det er der nu, og at jeg ikke øns­ker, at det skal have magten over mig, samt at jeg har brug for hjælp til at overvinde det. Jeg bad Gud om at vise mig svaret på en enkel måde, som jeg kunne forstå. Med enkel barnlig tro. Jeg er faldet over tre grundsætninger, som har åbnet mit sind overfor et nyt liv i frihed fra syndens herredømme. De er nøglerne til min sejr over syndens bedrag. Hvis du også søger virkelig frihed, så studer omhyggeligt disse tre grundsætninger.

1. Vi er alle sammen syndere

Bibelen siger: »Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud« (Rom. 3:9).

Er nogle mennesker bedre end andre? Er folk med normale seksuelle tilbøjeligheder bedre end homoseksuelle? Er afholdsmænd bedre end dem, der drikker? Er ægtefolk, som er hinanden tro, bed­re end deres utugtige naboer?

Bibelen udtrykker det helt klart en gang for alle: DER ER INGEN USKYLDIGE. Vi har alle syndet.

Der er ingen retfærdig, ikke en, der er ingenfor­standig, der er ingen som søger Gud. Hele bundtet er afsporede ogfordærvede, ingen gør godt, end ik­ke en eneste. (Rom. 3:10-12)

Bibelen bruger ingen overflødige ord til at be­skrive, hvad der findes i det syndige menneskehjer­te. Det er et grimt billede, som vi kun kender alt for godt.

»En åben graver deres strube, med deres tunger fylder de folk med løgn. Deres tale er så dødbring­ende som giftslanger. Deres mund er fuld af for­bandelse og bitterhed, de er hurtige til at udgyde blod, der er ødelæggelse og elendighed, hvor de end kommer hen, og fredens vej kender de ikke. De blæser på Gud, og hvad Han tænker om dem.« (Rom. 3:13-18).

Det er yderst vigtigt, hvordan jeg betragter min egen synd. Bibelen siger, at jeg er en løgner, hvis jeg påstår, at der ikke er synd i mit liv. Den eneste må­de, jeg kan nå Gud på, er ved først at række dybt ned i mit eget hjerte og trække alt det snavsede og onde, som det gemmer i sig op og lade Hans lys af­sløre det hele.

Bibelen siger »Fra fodsål til issen, er der intet sundt ved os.« (Esajas 1 :6). Synden er en sygdom, som besmitter hver eneste del afvort legeme, tanker og sind.

Bibelen siger at mit »hjerte er bedragerisk fremfor alt, det er sygt, hvem kender det.« (Jeremias 17:9).

Hvordan kan det så være, at vi alligevel ikke be­tragter vores synd som ond og farlig, og hvorfor undskylder vi den?

Vi går og bedrager os selv til at tro, at synden ik­ke er helt så syndig, som Gud påstår. At vi egentlig ikke er så slemme, som vi faktisk er. Vi opfinder masser af pæne ord og snedige vendinger, som alle har til formål at bortforklare syndens råddenskab.

Synden viser sig sjældent i sin sande skikkelse, den går ikke lige til sagen og siger: »Jeg er din dødsensfarlige fjende, jeg er ude på at bedrage dig, ødelægge dig og sende dig lige lukt i helvede«. I ste­det for kommer synden til os i engleagtig skikkelse, med et kys, en fremstrakt hånd og smigrende ord. Synden virker sjældent som synd i begyndelsen. Men selvom man iklæder synden pæne ord, så kan man ikke ændre dens væsen.

»Den brede vejs« liberale teologi, som fremføres mange steder i dag, er en pest. Den kan ikke engang trøste dem, der selv prædiker den. Vi har alt for mange falske profeter på prædikestolene, som er underfundige bedragere. De forsøger at fjerne syn­den ved at overmale den med' en grålig farvetone. For dem er der ingen retfærdige og ingen syndere. Alle skal frelses, for Gud elsker jo alle, synd er bare ugæstfrihed eller had til medmennesker. .

Men disse »synds-toleranter« lider af den samme indre gnaven, som alle andre syndere, den sam­me følelse af skyld og råddenskab. De lukker bare ensomheden, tomheden og desperationen ude af deres beregninger. De kan ganske vist forsøge at forsone en synder med hans synd, men de kan ikke give ham nogen varig fred og hvile. De kan ikke overdøve den dybe indre stemme, som råber: »På trods af alt er du stadig skyldig!«

Synden åbenbarer sig på to måder: Først som tilsyneladende ubetydelig og harmløs, dernæst ved at virke berusende, behagelig og hyggelig. Synden er djævelsk, først og fremmest ved at den gør sit of­fer blind overfor det faktum, at dens små gnister bli­ver til en rasende brand,dens små snebolde udvikler sig til laviner, og onde tanker bliver til rædselsvæk­kende lidenskaber. Kun efterhånden som tiden går, afslører synden sin sande kræftlignende natur. Når et menneske synder, og han ikke falder død om på stedet, så bilder han sig ind, at det ikke er så farligt.

Den gudløse siger i hovmod: »Han hjemsøger ej,der er ingen Gud; det er alle hans tanker.«

Dog altid lykkes hans vej, højt over ham går dine domme; han blæser ad alle sine fjender.

Han siger i hjertet; »Jeg rokkes ej, kommer ikke i nød fra slægt til slægt.«             

Hans mund er fuld af banden og svig og vold, fordærv og uret er under hans tunge; han lægger sig på lur i landsbyer, dræber i løn den skyldfri, efter staklen spejder hans øjne; han lurer i skjul som løve i krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit garn; han dukker sig, sidder på spring, og staklerne falder i hans kløer.

Han siger i hjertet; »Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.« (Salme 10:4-11).

Hans defekte samvittighed giver ham ingen ad­varselssignaler, og synden s vægt vokser sålangsomt, at han ikke bliver klar over, hvor meget den vokser.

Synden bevarer sit herredømme over synderen ved at love ham mere og større frihed længere hen­ne ad vejen.

Synden har sin egen skjulte tyngdelov, som be­virker en automatisk nedadrettet acceleration. Jo dybere man synker, jo mere vidtrækkende bliver den. Den er altid smitsom og trækker enhver, den får fat i, ned.

Synden tager tilflugt til en hvilken som helst form for bedrag for at undgå at miste magten over sit offer. Synden bliver mere listig, når Evangeliet kommer i nærheden. Den kommer ikke med forslag som: »Flygt!« eller »Spot!«, den vælger hellere at foreslå: »Tag det nu roligt! Vent til en anden gang.«

Hvis det ikke virker, så vil synden foregive at være ÅNDENS STEMME, som siger til det indre menneske: »Giv efter for Gud, lad dig forvandle!­snart, men ikke lige nu.«

Lad være med at søge kraft til at sejre over syn­den før du er villig til at opgive hver eneste af de vaner, der er forkerte i Guds øjne. Hvad enten det dre­jer sig om åbenlyse eller hemmelige synder, så skal du ubetinget frasige dig dem og bekende dem. - El­lers kan Gud ikke hjælpe dig af med dem. DEN STØRSTE ÅRSAG TIL FORTVIVLELSE ER, AT MAN HOLDER FAST VED EN ELLER ANDEN HEMMELIG SYND. Dette blinder sjælens øjne og sløver den så den ikke kan se sin sørgelige tilstand.

Der er ingen, som kan være en sand troende, fø­rend synden bliver hans største problem og mest tyngende byrde. Hver eneste sjæl, der kommer til Gud, må vende ryggen til synden og fæste sit blik på Kristus.

2. Vore synder gør os til slaver.

Jesus gjorde det helt klart. Han sagde: »Enhver der gør synd, er synden s træl.«(Joh. 8:24).

Paulus sagde: »V ed I ikke, at når I stiller jer til rå­dighed for nogen, så er I trælle under ham, som I adlyder.« (Rom.6: 16).

Ganske gradvis bringer skjult synd sit offer til en tilstand af håbløs bundethed. Når sindet opdager, at legemet er fanget af en grusom vane, foregiver det at være hjælpeløst. »Det er rpin skæbne at være i dette slaveri,« argumenterer sindet. »Gud har selv skabt mig på denne måde. Hvordan kan Han døm­me mig, når jeg ikke selv kan gøre for denne onde tiltrækningskraft, synden har på mig? Sådan har jeg været, lige siden jeg var barn.«

Det er ikke rigtigt ifølge Guds sandhed. Det selv, der lader os slavebinde ved at følge vore lyster så langt, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi drages og lokkes af de lyster og begæringer, der kæmper indbyrdes i vores legemer. Vi lærer at være slaver.  Det kommer ikke af sig selv, eftersom vi alle sammen er født med en fri vilje til at vælge mellem tigt og forkert.

Paulus sagde: »Ligesom I nemlig før STILLEDE  JERES LEMMER som trælle til rådighed for, urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed...« (Rom. 6:19).

Alkoholisme består i, at man FRIVILLIGT overgiver sit legeme til denne last. På samme måde er det med homoseksuelle. Uanset hvilken last det drejer sig om, så er slaveriet en frivillig, tillært proces, - som udspringer af et ondt hjerte.

Du vil måske afvise den opfattelse, at slaveriet er et tillært adfærdsmønster. Du kan skyde skylden for dit problem på en eller anden form for personlighedsdefekt eller en anden belastende faktor. Du kan blive ved med at fortælle dig selv, at du ikke er ansvarlig for dine handlinger - MEN DU KAN ALDRIG BLIVE BEFRIET FRA DIN SYND, FØR DU ACCEPTERER, AT DET ER DIT ANSVAR AT GØRE NOGET VED DEN.
 

Du må ønske frihed

Hvis du bliver ved med at tro, at din synd er arvelig, od du kun er et lille strå, der bliver revet med af en mægtig malstrøm, kan du ikke andetend overgive dig til dit slaveri. Hvorfor skulle man kæmpe imod en uovervindelig overmagt? Hvorfor skulle man søge at blvi helbredt, hvis sygdommen er uhelbredelig? Og hvorfor skal man overhovedet tale om medicin, hvis man ikke vil indrømme, at man er syg? 

Denne fatalistiske holdning, troen på en uafvendelig skæbne, er en smart løgn fra Satans side. Den har til hensigt at holde slaverne på plads. Der er ikke et gran af sandhed i den. Der findes ingen synd, som Kristus ikke kan helbrede, ingen bånd, som er for stærke til, at han kan bryde dem. Du tror måske, at du er uhjælpeligt og håbløst lænket til en mands eller kvindes fysiske tiltrækning, men Kris­tus kan smelte disse lænker, som var de af voks.

For 22 år siden tog jeg til New York's slumkvar­terer for at arbejde med narkomaner. De mest an­erkendte videnskabelige og religiøse kræfter på det tidspunkt påstod, at det var umuligt at helbrede narkomaner. Den daværende guvernør over staten New York, Nelson Rockefeller, havde netop afslut­tet en to-årig undersøgelse, der havde kostet flere millioner dollars uden et eneste positivt resultat. På den ene lægevidenskabelige kongres efter den an­den hørte jeg »eksperterne« sige: »For en narko­man findes ingen mulighed for helbredelse. Han er både psykisk og fysisk lænket. Det bedste vi kan gøre er, at tilbyde methadon som erstatningsmedi­cin. «

Jeg startede Guds arbejde i en gammel nedslidt ejendom i Brooklyn. Men jeg havde denne nagende tanke dybt inde i mig at »måske kan de ikke helbre­des.« Atter og atter argumenterede de: »Jeg er håb­løs. Jeg kan ikke gøre for det. En gang narkoman, altid narkoman. Jeg blev født til at ende på denne måde.«

Hvilken djævelsk løgn det var. Gud hjalp os med at afsløre den med en helbredelsesprocent på-85, og i dag er tusindvis af narkomaner og alkoholikere blevet helbredt og fuldstændig udfriet af deres sla­veri. De fleste af dem har ikke en gang det mindste ønske om de selv samme ting, som engang holdt dem slavebundne.

Jeg er sikker på, at det samme gælder ho­moseksualitet. Jeg hører masser af eksperter, selv inden for religion, fortælle mig, at det er anderledes med dette problem. Jeg får at vide, at homoseksuel­le er født sådan. At det er et så dybtliggende psy­kisk mønster, at der ikke er noget, der kan ændre det. Både kirker og præster giver op over for det, og nu er der endda mange, som afviser både mulig­heden for og nødvendigheden af helbredelse. Dog er der hundredevis af homoseksuelle og lesbiske, som lige nu finder livsforvandhmde kraft gennem Jesus Kristus. Der opvækkes en åndelig hunger i hjerterne hos homoseksuelle over hele verden. Jeg tror, at det er et resultat af Helligåndens eget værk for igen at bevise, at Kristus ønsker helbredelse og ikke opgivelse. Lige så sikkert som Helligånden har knækket nakken på narkomani og alkoholisme, vil Han gøre det med homoseksualitet.

En hvilken som helst form for slaveri kan forsva­res, hvis man hopper på det bedrag, at Gud med vil­je har udvalgt en som offer for sine sadistiske tilbø­jeligheder. Hvor er det dog en lettelse, hvis man kan skylde skylden på forældrene, på Gud eller på skæbnen, og hvor kan dette bedrag blive skæbne­svangert.

Omvendte  homoseksuelle, narkomaner og alko­holikere fristes konstant til at falde tilbage i det samme bedrag. Slaget er tabt, hvis først man bliver overbevist om, at der ikke kan gøres noget ved pro­blemet. Når de gamle lyster vender tilbage, påstår den onde: »Du bliver aldrig virkelig fri... Giv efter for det uundgåelige. Du kan alligevel ikke ændres. Ligesom på en leopard sidder dine pletter fast. Vend tilbage du spilder kun tid, skæbnen er dig imod. Du er født med det; det er din natur; hold op med at kæmpe imod det. Du kan lige så godt opgive at bede. Det er bedre at lære at leve med det.«

Sejren er kun mulig, når sandheden går op for dig helt klart og afgjort: ”Jeg er ikke skabt til at være slave. Jeg kan aflægge alt, hvad jeg har tillært mig. Slaver kan frigøres! Satan kan ikke få mig til at give Gud skylden, for at jeg er flippet ud! Jeg er ikke en defekt skabning! Jeg er ikke håbløst fanget! Jeg vil lære at være fri!”

Sejren er kun mulig, når såndheden går op for dig helt klart og afgjort: »Jeg er ikke skabt til at være slave. Jeg kan aflægge alt, hvadjeg har tillært mig. Slaver kan frigøres! Satan kan ikke få mig fil at give Gud skylden,for at jeg er flippet ud! Jeg er ikke en defekt skabning! Jeg er ikke For Gud findes der intet, som er »sunket for dybt«, »for dybt involveret«, »forsent« eller »for svært«. For mennesker er det ikke muligt, men for Gud er ingenting umuligt (Mark. 10:27).

3. Der er udtænkt en plan til din befrielse.

Forestil dig, at du møderet menneske dybt inde i en isoleret jungle, langt fra alle kilder til viden. Han sidder på jorden omringet af en række ting, han ik­ke ved, hvordan han skal bruge. Han har et stykke råt kød, en beholder med vand, en lille krukke støv, nogle jernkæder, skindklæder og et flammende bål.

Når han så bliver tørstig, tager han krukken med støv op og smider den i ansigtet på sig selv, så hans øjne kommer til at gøre ondt. N år han bliver sulten, begynder han at tygge på sit tøj. Når han begynder at fryse sætter han sig ned i beholderen med vand. Han får ondt i brystet, hvorefter han giver sig til at banke det med jernkæderne. N år han bliver træt lægger han sig ned i ilden. Han forsøger at presse, kødet ind i øret for at standse en ørepine.

Hvilken pine den stakkels mand må gennemgå, fordi han ikke har nogen ide om, hvordan han skal bruge tingene, han har til rådighed. Han kender ik­ke de love, der har med ild, smerte, sult eller tørst at gøre. Hvis du nu kommer til denne mand og viser ham, hvordan han skal koge og spise kødet, hvor­dan han skal bruge jernkæderne til at trække brændeknuder ind i ilden med, hvordan han skal ta­ge tøjet på, når han fryser, og hvordan han skal drikke vandet for at slukke sin tørst. Fra da af vil han være klar over, at det ikke er rigtigt at gøre det på den gamle facon.         .

Viste du ham, hvor forkert det er at ligge i ilden for at trællebinde ham? Gjorde du det for at fratage ham hans frihed til selv at vælge? Nej! Du gjorde det for at hindre ham i at ødelægge sig selv.

På samme måde er Guds love og befalinger be­stemt til at hjælpe os.

De har ikke til hensigt at hindre vores frie udfol­delse eller fratage os vores frihed. De er beregnet til at vise os den rigtige måde at anvende de ting på, som Gud har skabt til os. Guds love har til hensigt at vise os, at hvis vi misbruger verden og tingene i den, vil det aldrig bringe lykke eller tilfredsstillelse. Det vil kun gøre smerten større og fortsætte mis­brugen af de ting, som er skabt til at hjælpe os, hvis vi ikke adlyder hans love.

Lad mig vise dig svagheden ved alt dette her og hvorfor det var nødvendigt at udfærdige en ny plan. Man kan vise denne vildførte mand, hvor skadelig hans måde at gøre tingene på kan være. Man kan vise ham, hvordan han skal gøre det rigtigt. Men man kan ikke tvinge ham til at gøre det på den rette måde. Måske vender han tilbage til at piske sig selv på brystkassen med kæderne, smide støv i øjenene og sætte sig i koldt vand i et forsøg på at blive varm af den enkle grund at han er vant til at gøre det på den måde.               .

Det er netop derfor, Gud har sendt Kristus for at dø på et kors. Stædige som vi er, bliver vi ved med at gøre tingene på vores egen måde, og ødelægger os selv. Gud gav os loven for at vise os, hvor tåbe­ligt vi brugte vore liv og for at advare os om konsekvenserne; men vi foretrak at gøre tingene på den måde, vi havde vænnet os til. Så derfor lykke­des det ikk'e for loven at få os til at gøre det, der er rigtigt. Loven var en illustreret lektie, som ingen lagde særligt mærke til.

Paulus siger: »Kan I nu se det? Der er ingen, der kan blive retfærdiggjort i Guds øjne ved at gøre, hvad loven kræver. For jo mere vi kender til Guds love, jo klarere bliver det, at vi ikke adlyder dem; Hans love tjener kun til at få os til at indse, at vi er syndere (eller gør alting forkert). (Romerne 3:29) Living Bible.

 

DEN NYE PLAN

Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud ikke ved at være god nok men ved tro på Jesus Kristus... (Rom. 3:21-22).

Det eneste Gud havde til hensigt var at give af sin kærlighed og gøre sin skabning lykkelig og tilf­reds; men nu drev synden mennesket endnu længe­re væk fra Guds kærlighed. H vis menneskeheden fortsatte den kurs, ville det ende med, at der ikke var nogen, som havde brug for Guds kærlighed, og hele menneskeheden ville skjule sig for Ham. Det kunne Han ikke tillade.

Mennesket endte i et håbløst dilemma. Det sjælelige menneske, som er skabt med et behov for guddommelig kærlighed, kunne hverken fatte eller forstå denne kærlighed. Derfor begyndte mennes­ket at søge efter kærlige metoder til at tilfredsstille dette behov.

Der er nogen som tror, at deres behov w.lspring­er fra maven. Mad bliver deres Gud. »Bugen er de­res Gud« siger Skriften.

De hungrer i virkeligheden efter Gud, men tror fejlagtigt, at det er mad, der kan tilfredsstille dem og bliver derfor frådsere. N år de er ensomme, spiser de. Når de er nedtrykte, spiser de. Når denne ube­vidste, indre hunger begynder at gnave, så forsøger de at mætte den i en lavine af madvarer. Det virker bare ikke. De bliver aldrig tilfredsstillet ad den vej.

Den samme hunger driver folk til alkohol! De nyeste undersøgelser viser, at et overvældende fler­tal af befolkningen drikker regelmæssigt. Jo længe­re mennesker kommer bort fra Guds kærlighed, jo mere drikker de. Man kan bedøve hungeren nogle få timer, men den vender altid tilbage med endnu større kraft.

Andre har den opfattelse, at deres hunger har sit udspring i kønsorganerne. De udvikler et umætte­ligt begær efter sex.

De overvældes af en længsel efter at blive omfav­net, rørt ved og inderligt elsket. De går i fast rute­fart fra den ene til den anden i et forsøg på at tilf­redsstille denne dybe indre længsel. Nogle begærer mænd, andre kvinder. Ulykkeligvis for dem har ån­den ikke noget med kønsorganerne at gøre. Det er derfor, sex ikke kan frembringe kærlighed. Kønsde­lene er lige så lidt i stand til at frembringe kærlig­hed, som maven. Selv lovformeligt gifte folk kan ik­ke frembringe kærlighed ved hjælp af sex. De kan svælge i sex så tit de vil, og stadig ikke være i stand til at tilfredstille deres virkelige behov for kærlig­hed. Kærlighed er en åndelig, guddommelig gave, som ikke kan fremstilles ved hJælp af sex. Det at to mennesker dyrker sex sammen, svarer til, at de spiser frokost sammen: De søger begge at tilfredss­tille en menneskelig sult, men på ingen af måderne opstår der virkelig kærlighed. Sex kan kun midlertidigt tilfredsstille den menneskelige hunger, men det kan ikke tilfredsstille det indre menneske.

»Man kan sige om denne generation: »...krop­pen er deres Gud...« I stedet for at tilbede Gud og tage imod hans kærlighed, forsøger de at tilfredss­tille deres hunger ved at tilbede deres egne legemer og ved at gøre sex til deres Gud. Men det tager ikke lang tid at blive klar over, at sex hverken er i stand til at frembringe lykke, varig glæde eller fred.
 

Den endelige løsning

Eftersom mennesket var skyldigt og bange for Gud og skjulte sig for Ham, besluttede Gud selv at gå ind i den menneskelig race gennem sin søn Jesus. Jesu opgave var meget enkel: Han blev udsendt for at føre mennesket tilbage til Gud.

Det var nemlig Gud, som i Kristus forligte ver­den med sig selv, idet han ikke længere tilregnede dem deres overtrædelser, og lod os høre det buds­kab om forsoning. (2. Kor. 5: 19).

Tænk over det! Gud var i dette menneske Jesus, som gik rundt og forsøgte at føre menneskeheden tilbage til Hans herlige kærlighed. Vidnesbyrdet er overvældende: Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os me,ns vi endnu var syn­dere. (Romerne 5 :9).

Gud blev træt af, at der blev ved med at komme hindringer mellem Ham selv og målet for Hans kærlighed. Han besluttede, at Han aldrig mere ville tillade noget at skille mennesket fra Hans kærlighed. Alligevel er synden stadig den vældige magt, der skiller mennesket fra Ham. Hver gang et men­neske synder, løber han hen og skjuler sig for Gud. Det gjorde Adam, det gjorde Kain; det gjorde Da­vid, og vi gør det stadigvæk. Gud sagde: »NU KAN DET VÆRE NOK!«

Gud besluttede at lægge alle menneskehedens synder på sin egen søn, lade ham dø, som en skyl­dig forbryder og derved lade mennesket gå fri. Det ville svare til, at en højesteretsdommer valgte en us­kyldig til at betale for alle fængselsindsattes forbry­delser. Samtidig med at han dødsdømte ham, åbne­de han alle andre fængselsdøre og løslod alle fang­er. Lyder det latterligt, at et menneske skulle kunne betale for alle andre forbryderes kriminalitet? Selv­følgelig gør det det! Men det var netop hvad Gud gjorde, ved en kærlighedshandling, som vi kalder NÅDE.

Gud besluttede at annullere og udslette alle syn­der i verden. Kristus blev korsfæstet og genoprejst, og Gud sagde: »Min plan er nu fuldført. Mennesket kan nu komme tilbage til min kærlighed, fordi jeg tilgiver ham uden videre. J eg løser ham fra al hans skyld; jeg har slet intet imod ham. Synden kan ikke længere stå i vejen.

Tilgivet? For hor? Homoseksualitet? Mord? Voldtægt? Blodskam? Narkomani? Alkoholisme? Tyveri? Spillelidenskab? Begær? og alle andre syn­der, som findes i verden? Absolut JA! Fuldstændig tilgivelse - uden at man behøver at skulle arbejde for den eller fortjene den! Det er en gave fra Gud, som er muliggjort ved Kristi død, hvis den modta­ges i tro.

Der var en, der spurgte Jesus: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Med andre ord: »Hvad er min rolle i denne plan for at hjælpe mig? Er der en fælde? Hvordan kan jeg få del i denne frihed fra synd og skyld?«

Jesus svarede ham med et eneste ord. »TRO!« Det har manja hørt hele livet: »TRO OG BLIV FRELST«, men hvad vil det sige?

At tro er at samtykke i noget, du har hørt.

Tro er noget, du gør ved det, du ved.

For eksempel er der en fængselsdirektør, der sender bud efter en fange og viser ham et officielt udseende dokument og siger: »Her i min hånd hol­der jeg en benådningsattest. Tror du på det? «Fangen nikker og siger: »Ja, det tror jeg på.«

Direktøren åbner brevet og læser benådningen højt, vender sig så mod fangen og siger: »Du er fri. Du må forlade fængslet, så snart du vil.

Den stakkels fange trykker fængselsdirektørens hånd, siger: »Mange tak!« OG VENDER SÅ TIL­BAGE TIL SIN CELLE OG SINE CELLEKAM­MERATER!

Han har hørt de gode nyheder; han troede hvert eneste ord af det; han var endda så høflig at han sagde pænt tak. Men hvis han virkelig havde haft tro på det, han havde hørt, så ville han være gået ud af fængselsdirektørens kontor uden at se sig tilbage og straks være løbet til hovedporten for at komme ud og nyde sin frihed.

Selv de onde ånder »tror« på Gud og skælver af angst i hans nærværelse. Man kan ikke blive for­vandlet ved bare at være enig med ordet. Man kan ikke sige: »Javist kan jeg høre dig; jeg forstår det udmærket« og så vende tilbage til sine synder uden at gøre noget ved det, man ved er sandt. Gud drager dig til ansvar for, hvad du gør ved det, du ved.

Tro uden gerninger er død. (Jakob 2;26).

 

DU HAR RET TIL AT VÆRE FRI.

Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer. (Joh. 8:32).

Ingen menneskerettighed er vigtigere end »RET­TEN TIL AT VÆRE FRI FRA SYNDENS MAGT«. Tilladelse til at synde efter behag har in­tet med frihed at gøre - tværtimod fører det til fuldstændigt slaveri.

Den frihed, som Kristus tilbyder, består i sønderbrydeIse af hver eneste af syndens lænker og åb­ning af enhver dør i onde vaner og afhængig­heds-fængseL At antyde at homoseksualitet, eller en hvilken som helst lignende tilstand, er acceptabel for Gud, er det samme som at anklage ham for forsømmelighed og kynisk ligegyldighed. Hvilken kærlig far ville finde sig i, at hans børn blev holdt i lænker og brugt som slaver?

Er det muligt at være både kristen og ho­moseksuel på en gang? Kan en kristen blive ved med at svælge i hemmelige lidenskaber og stadig have Guds velbehag? Mit svar på dette spørgsmål er: »Hvorfor i alverden skulle han dog have noget som helst ønske om det?«

Det svarer til at spørge: »Kan et menneske have det allerbedst samtidig med, at han er lænket i et fængsel?« Hvorfor i alverden skulle nogen fange foretrække at forblive indespærret, hvis dommeren står i en åben dør og viser ham vej ud til friheden? Det tjener ikke noget formål at fordømme ho­moseksualitet blot som en vederstyggelighed, noget unaturligt eller perverst. Det er jo kun symptomer­ne og bivirkningerne af det virkelige problem ­»FANGENSKAB«.

Bibelen siger: »SANDHEDEN FRIGØR MENNESKER« Kristus døde for at tilvejebringe den frihed, og han tillader ikke nogen at drive spot med den. Jeg interesserer mig ikke et hammerslag for den gamle diskussion om, hvad synden i Sodo­ma egentlig bestod i; ej heller for teologiske spids­findigheder om hvad Bibelen siger eller ikke siger om homoseksualitet, alkoholisme, narkomani eller andre personlighedsdominerende vaner. Alt hvad jeg ved et, at når mennesker tager imod Kristi sand­hed, så sætter det dem fri - punktum! Og bare for at mennesker ikke skal påstå, at kristen frihed er det samme som retten til at synde efter behag, så definerer Gud helt klart, hvad denne frihed består i: Den gamle syndige natur i os er modstander af Gud. Den vil ikke bøje sig for Guds lov, og det kan den aldrig gøre. Det er derfor, at dem, som er i den gamle natur s vold, UMULIGT KAN BEHAGE GUD. (Rom. 8:7-8)            .

En ny kærlighed.

Det er umuligt at sætte en stopper for homoseksualitet eller et hvilket som helst andet "personlighedsdominerende problem, uden at sætte noget andet i stedet. Synden vil ikke lade sig afslø­re; frygt kan ikke drive den ud; den vil ikke ødelæg­ge sig selv. Det kan slet ikke lade sig gøre bare at skille sig af med en gammel vane.

Det kræver mere end bare at udstede en afskedi­gelse. Det kræver mere end bare en enkelt aften med en følelse af sorg. Hjertet vil ikke finde sig i at blive berøvet en tilbøjelighed uden at få en anden til at udfylde tomrummet. Det vil ikke finde sig i at bli­ve berøvet en kærlighed, med mindre en større kærlighed erstatter den gamle.

Menneskets hjerte vil ikke finde sig i at blive ef­terladt tomt. Det kan ikke bære at blive efterladt i en tilstand af ensomhed eller trøstesløs åndsforladt­hed. Naturen kan ikke acceptere et tomrum, så det at rive en tilbøjelighed, uanset hvilken, ud af et men­neskehjerte og efterlade det tomt, er et håbløst fore­tagende. Det er tvingende nødvendigt for mennes­kehjertet at have en eller anden stærk følelse at gri­be og knytte sig til. Det er nødt til at have noget at klynge sig til.

Uanset hvem, der forsøger at rive en eller anden behagelig synd eller tilbøjelighed ud af sit hjerte uden at sætte noget andet i stedet, leger med ilden.

Det sidste kunne blive værre end det første med en hær af dæmoner, som flokkes for at udfylde tomrummet.

Kristus er ikke en »syndeplukker«, som går ogfjerner vaner og fornøjelser fra syndere, så de efter­lades rene, men tomme. Gud tager ikke noget som, helst fra nogen; Han tilbyder simpelt hen noget langt bedre. Gud skaber ingen tomrum; Han udfyl­der dem! Vi har helt misforstået Gud. Vi kommer og tigger ham om at tage noget fra os i stedet for at bede Ham om at oversvømme vores sjæle med Hans vældige vandfald af kærlighed og give os no­get langt større.

Kærligheden til Gud og kærligheden til verden er to forskellige følelser. De er ikke blot rivaler men bitre fjender. De kan ikke eksistere sammen i det samme hjerte. Men Guds kærlighed er så stærk, så altopslugende, at den underlægger sig alle andre former for kærlighed. Hvis hengivenhed til andre ting ikke vil vige, såjager Han dem væk.

Når vi tager imod vores adoption ind i Guds fa­milie ved tro på Kristus, så bringer han hjertet ind i underlæggelse under en ny stærk og herlig lyst, idet han dermed befrier os fra de gamle lysters tyranni. Ligesom Arons stav opslugte alle troldmændenes stave, opsluger denne nye lyst alle andre lyster.

Du kan ikke blive fri, førend du beslutter dig til at få denne længsel efter de himmelske ting i eje. Lad ikke din vantro stå i vejen for' synet af Guds under  fulde kærlighed. Den bedste måde at skille dig af med en uren længsel på er at indbyde en ren til at komme ind.

Hvordan man bliver fri.

Bibelen er meget enkel i sin vejledning om, hvordan man bliver fri fra syndens magt. Gud har med vilje gjort vejen tilbage til sig selv så enkel, at selvet barn kan forstå den:

1. Kom til Gud ved tro og ikke ved hjælp af din for­stand.

Men uden tro er det umuligt at have Guds velbe­hag; den, der kommer til Gud, må nemlig tro, at Han eksisterer og belønner dem, der søger Ham. (Hebr. 11 :6).

Hvor er nu vismændene? Hvor er nu de skriftklo­ge? Hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Da verden nemlig i al sin visdom ikke kendte Gud, i Hans vis­dom, besluttede Gud ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. ( I. Kor. 20 :21).

2. Lad Hans kærlighed drive al din frygt ud.

Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldkom­ne kærlighed driver frygten ud. Frygt har nemlig med straf at gøre, og den, der frygter, er endnu ikke blevet fuldkommet i kærlighed. (1. Johs. 4:18).

3. Påkald ham for at få hjælp.

Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses (Ap.g. 2:21, Rom. 10:13). KaIa på mig på nødens dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. (SI. 50: 15).

Nær er Herren hos alle, der elsker Ham, men alle de gudløse sletter Han ud. (SI. 148: 18).

4. Indrøm, hvor syndig og hjælpeløs, du er.

"Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Men hvis vi be­kender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os fra al ur­etfærdighed. ( l. Joh. 1:8-9).

At dække over sin synd fører ikke til fremgang, men hvis man bekender og slipper den, finder man nåde. (Ordspr. 28:13).

5. Tro at Kristus er Herre og tag imod hans tilgi­velse.

Hvis du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte Ham fra de dø­de, skal du blive frelst. Med hjertet tror man nemlig til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. (Rom. 10 :9-10).

Ja, også jer, som var døde i jeres overtrædelser og uomskårne syndige menneskenatur, jer levende­gjorde Gud sammen med Ham Kristus da Han til­gav os alle vore overtrædelser. Han udslettede hele listen med anklager imod os med dens lov paragra­fer; Han tilintetgjorde den ved at nagle det til korset. Han afvæbnede magter og myndigheder (så Satan ikke længere har magt til at anklage) og stille­de dem åbenlyst til skue, da Han førte dem i triumf­tog ved Kristus. (Kol. 2:13-15).

6. Lug ud blandt de venner, som ikke har gavnlig indflydelse på dig ved at fortælle dem om din tro på Kristus. Skam dig aldrig mere over KRISTUS.

Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene. (Matt. 5 : 16).

Enhver, som kendes ved mig overfor menneskene, ham vil jeg også kendes ved overfor min Far, som eri Himlene. (Matt. 10:32-33).

7. Slut dig til en gruppe af sande troende for at få åndelig vækst og fællesskab.

Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndeli­ge, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hinandens byrder, på d n måde opfylder i Kristi lov. (Gal. 6 :1-2).

I øvrigt: Hent kraft fra Herren og Hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod djævelens bagholdsangreb. Den kamp vi skal kæmpe, er nemlig ikke mod kød og blod, men mod de sataniske magter og myndigheder, mod »verdensherskerne« i dette mørke, mod onds­kabens åndernagter i himmelrummet. Tag derfor hele Guds rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og hold det onde stangen efter at have besejret alt. Så stå da med SANDHEDEN spændt som bælte om jeres hofter og iført retfær­digheden som brystpanser, tag som sko på fødder­ne villighed til at forkynde fredens glædesbudskab, benyt jer frem for alt af troen som skjold, for den kan slukke alle den onde s gloende pile. Tag imod »frelsens hjælm« og »Åndens sværd«, som er Guds Ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkal­delse og bøn, idet I altid beder i ånden, og vær år­vågne til det med stadig udholdenhed og bøn for al­le de hellige. (Ef. 6:10-18).

 

FRIHED TIL AT VÆLGE

Nu kommer vi til sagens kerne, det, som er det allervæsentligste i denne bog.

Vil troen på Jesus Kristus som Herre få alle mine onde lyster til at forsvinde? Vil jeg ikke længere bli­ve fristet? Hvis jeg angrer og omvender mig og overgiver mit liv til Kristus ved tro, vil han så for­vandle mig? Vil de lidenskaber, som holder mig i et jerngreb, miste deres tag i mig? Hvordan kanjeg få kraft til at modstå fristelser? Kan jeg virkelig blive et ny menneske?

Lad mig først vise dig, hvad bibelen siger om den sag:

1. Tro på at Kristus fortrænger den syndige natur.

Men er Kristus i jer, så er legemet ganske vist dødt på grund af synden, men Anden er liv på grund af retfærdigheden (som han fører med sig) (Rom. 8:10).

2. Han hjælper med til at dræbe de onde drifter.

For hvis vi lever efter kødet og vore sanselige tils­kyndelser, s al vi dø, men hvis I ved hjælp af An­den dræber legemets gerninger, skal I leve. (Rom. 8:13).

3. Han bryder syndens tyranni en gang for alle:

Vi ved jo, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige menneske­legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle være syndens slaver. Den som er død, er nemlig fri­kendt overfor synden (synden har ikke længere no­get krav på ham). (Rom. 6 :6- 7).

Nu kommer vi til det store spørgsmål, - det spørgsmål har stået som en gåde for alle gudfrygti­ge troende fra apostlen Paulus' tid til vore dage. Det er det samme spørgsmål, som plager dem, der op­gav den kristne vandring, fordi det virkede som om den ikke kunne bryde deres synds lænker. HVIS Kristus virkelig gør de troende døde overfor syn­den, hvis selv roden til deres onde drifter bliver skå­ret over - hvorfor oplever de så stadig, at deres gamle onde lyster dukker op? Hvorfor er der stadig noget ondt i deres legemer? Hvorfor er de stadig i stand til at gøre syndige ting, ligesom alle andre syndere? Hvorfor skulle man være kristen, hvis det ikke bryder syndens magt?

De troende oplever, at deres gamle lyster vender tilbage, og de er tvunget til at sige sammen med Paulus:

Jeg forstår overhovedet ikke mig selv; jeg gør jo ik­ke det, jeg vil, men det jeg hader.

Men når jeg gør det, som jeg ikke i virkeligheden vil, så må jeg jo bekræfte, at loven har ret. (Rom. 7:20).

I mit indre menneske glæder jeg mig nemlig over Guds lov, men der er noget andet i mig, som kæmper med det, der er i mit sind, og det besejrer mig og GØR MIG TIL SLAVE UNDER SYN­DEN, SOM STADIG ER I MIG. (Rom. 7:22-25).

Paulus taler her ikke om noget, han oplevede in­den han tog imod Kristus - for han siger: »Jeg glæder mig over Guds lov.« Han taler også om sit »indre menneske« som fortæller ham, hvad der er rigtigt at gøre. Det er ikke en synders vidnesbyrd. Paulus udkæmpede denne kamp i en periode efter sin omvendelse. Det har været alle ærlige kristnes personlige kamp.

Det lyder næsten som nonsens. Det lyder jo, som om kristne ikke er et hak bedre stillet end syn­dere. Det lader til at kampen aldrig hører op: MEN SÅDAN ER DET IKKE! Der er en forklaring, som beviser, at syndens magt er brudt. Paulus sag­de:

Jeg elendige menneske! Hvem kan udfri mig fra mit slaveri under denne syndige menneskenatur? Gud ske tak - ved Jesus Kristus, vor Herre (er jeg sat fri!) (Rom. 7 :24- 25).

Hvad var det for en opdagelse Paulus gjorde, som kunne få ham til at fryde sig og sige: »så er der da nu ingen fordømmelse...« (Rom. 8 :1)?

Hvad fik ham til at holde op med at sige: »Jeg vil gerne, men jeg kan ikke«?

Han taler om ET NYT LIVSPRINCIP. Dette nye livsprincip i Jesus standsede virkelig syndens karusel, rev ham ud af den uendelige onde cirkel og befriede ham en gang for alle for dens herredøm­me.

Sagt ganske enkelt: Her er, hvordan dette NYE LIVSPRINCIP virker ifølge Paulus.

1. Troende er ikke længere syndens slaver.

Altså, brødre, står vi ikke i gæld til kødet (den syn­dige natur). (Rom. 8.12).

Man siger, at Abraham Lincoln har »ophævet slaveriet med frihedserklæringen«. Dette juridiske dokument erklærede slaveriet for afskaffet. Alle slaver fik deres frihed.

Da denne nyhed først spredtes igennem de sydli­ge plantager, var der mange af slaverne, som ikke ville tro det. De blev ved med at trælle for deres her­rer, overbevist om at deres løfter om frihed var et svindelnummer. Masser af samvittighedsløse godsejere fortalte deres slaver, at det var et falsk rygte og blev ved med at holde dem indespærrede. Men lidt efter lidt gik sandheden op for dem, når de så tidligere slaver gå omkring og glæde sig over de­res nyvundne frihed. En efter en kastede de deres byrder fra sig, vendte ryggen til slaveriet og gik ud for at begynde et nyt liv.

Måske har du ikke hørt det endnu, eller måske synes du det lyder for godt til at være sandt, men Kristus løskøbte alle syndens slaver på Golgatha. Du har nu ret til at »gå fra« djævelen! Du kan kaste din syndebyrde fra dig og vende ryggen til Satans herredømme, og gå ud til et nyt liv i frihed.

Lad mig vise dig hvad bibelen mener, når den ta­ler om at dø over for synden. Da Lincoln gav sla­verne friheden, ophørte selve fænomenet »slaveri«.

Hverken slaveejeren eller slaven hørte op med at eksistere. Slaven kunne gå sin vej frit, idet han sag­de til sig selv: »SLAVERI EKSISTERER IKKE MERE«.

Nu kunne slaven godt vende tilbage til marken og plukke et par rækker bomuld til - måske affrygt eller gammel vane - men intet af dette gjorde ham på nogen måde til slave igen. Han var fri, men han skulle til at opøve sin frihed. Erklæringen kunne ik­ke tvinge ham til at følge den, ej heller kunne sla­ve-ejeren tvinge ham til at vende tilbage. Det var alt sammen op til slavens VILJE.

Kristus kan heller ikke tvinge dig til at gøre det rigtige og Satan kan ikke tvinge dig til at gøre det forkerte. Kristus erklærer, at vi er frie ved tro, men vi må så handle som frie mennesker.

Når nogen tager imod Kristus som Herre, hvad er det så, der død ham? Det er ikke synden. Det er heller ikke Satan. Det er heller ikke det onde: Men det er selve »syndens lov« der er afskaffet og afgået ved døden. Synden skabte splid i menneskets hjerte om, hvem der bestemte, og kampen mellem godt og ondt var resultatet. Gud frigjorde simpelthen sindet fra synden s Herredømme, idet han dræbte slave­riets spil.

Når bibelen siger, at »vi er døde overfor syn­den«, betyder det simpelthen, at hvad os angår, såer STRIDSSPØRGSMÅLET DØDT! DER ER IKKE MERE AT DISKUTERE - MENNESKET ER FRIT! Spørgsmålet om hvem det er, der bestemmer, er dødt! Paulus brugte juridiske ven­dinger for at beskrive den kristne s frihed fra syn­dens slaveri. De samme juridiske udtryk bruges dagligt i kongressen i USA: Lovforslaget er dødt, Ændringsforslaget blev dræbt. Resolutionen afgik ved døden.

Bibelen siger: »...den, som er død, er retfærdiggjort fra synden:« ...og er vi døde med Kristus, så tror vi også, at vi skal leve med Ham (Rom. 6:7-8).

Hvad det betyder er simpelthen: Eftersom spørgsmålet om vores slaveri under synden er et dødt stridsspørgsmål, eftersom du ser, at Kristus allerede har erklæret dig fri, så har du nu frihed til at leve som et nyt menneske i Kristus ved at forestille dig selv som ubunden.

For årtusinder siden uds edte Satan i Helvedes retssal den lov, at han, som verdens fyrste, havde herredømme over alle sjæle på jorden.

Guds højesteret har omstødt denne syndens lov. Den blev omstødt således, at Satan ikke kan håndhæve den mere. Gud erklærede den for grund­lovsstridig og erstattede den med sin egen lov: LI­VETS ÅNDS LOV, som gav Ham alle rettigheder over den troendes legeme.

Nu kan ingen kristen sige: »Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kan ikke bryde med min synd.« Paulus blev endeligt befriet fra den slags snak, og det må vi også blive! Satan kan ikke tvinge dig til at synde nu; det er din egen lyst der vækkes til live igen. Hvis Kris­tus ikke brød syndens magt, så var korsfæstelsen et svindelnummer.

Du vil til stadighed vedblive med at være slave, indtil du holder op med at undskylde dine svaghe­der ved at påstå, at du er hjælpeløs. Du er aldeles ikke hjælpeløs som Guds Barn. Du er ikke Djæve­lens kæledægge længere, så se at komme i gang med at få disciplineret din utæmmede, stædige vilje. En kristen, som siger »Jeg kan ikke« er i virkelighe­den en, der siger: »Jeg vil ikke«. At foregive, at man stadig er slave, er kun noget, kristne bruger som undskyldning for at undgå at se det ansvar i øjnene, som følger med aeres frihed.

I modtog jo ikke en Ånd, der gør jer til krybende slaver, så I atter skulle leve i frygt, men I fik en And, der gør jer til Guds egne børn, og i den råber vi: »Far!!« (Rom. 8:15)

Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast og lad jer ikke igen blive indviklet i jeres slavelæn­ker! (Gal. 5:1).

2. Friheden fra syndens slaveri må modtages i tro.

Derfor skete det ved tro,for at det kunne være af nåde... (Rom. 4:16).

Jeg har allerede udtalt i denne bog, at tro er no­get, man gør med det, man ved. Kundskab har ing­en værdi, hvis man ikke handler på den. Israels børn modtog det gode ord, at Gud havde givet dem Kanaan som hjemland. Den oplysning ville overhovedet ikke have haft nogen betydning for dem, hvis de var blevet i Ægypten som slaver. Men bibe­len siger: »1 tro... forlod de Ægypten... gik de igen­nem Det røde Hav...« (Hebr. 11:27-29).

Israeliterne marcherede ikke til grænsen af Palæstina og affyrede en byge af pile, hvorefter de forventede, at alle de fjendtlige hære skulle falde dø­de omkuld. Landet var deres, men de måtte indtage det »en død soldat« ad gangen.

HVAD har det at gøre med at få sejr over syn­dens magt? Det hele! Kristus afgjorde spørgsmålet om slaveri under synden ved at erklære dig frigjort fra dens herredømme, men du er også nødt til at tro det så langt, at du gør noget ved det.

Det er ikke tilstrækkeligt at sige: »Ja! Jeg tror, at Kristus tilgiver synd. Jeg tror, at Han er Herre. Jeg ved, at Han kan bryde syndens magt i mit liv.« Det er kun at være forstandsmæssig enig med, hvad du har hørt. Men troen består i at gå ud på dette løfte om frihed og handle på det.

Hvordan? Ved at bryde med gamle venner, som trækker dig nedad. Ved at overbevise dig selvom, at du virkelig har frihed. Grib det! Gud har sagt det, så handl efter det. Ryst din passivitet af dig og gå ind i dit nye liv i fred og frihed med beslutsomhed og forvisning.

Omvendelse er at gøre noget ved det, du ved.

Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder kan blive udslettet (Ap.G. 3:19).

Omvendelse består i mere end blot at sige: Gud, jeg er ked af det. Jeg føler mig dårlig tilpas over alle de slemme ting jeg har gjort.

Det er sorg, men ikke omvendelse. Når Gud si­ger, at vi skal omvende os fra vore synder, så mener han virkelig:  Vend dig om og vend ryggen til dem. Lær at hade det, du en gang elskede, og lær at elske det, du engang hadede. Det er en fuldstændig venden sig omkring, og det er, hvad omvendelse virkelig vil sige.

Omvendelse bringer hvile.

Din kamp både kan og vil efterhånden slutte. Bi­belen er helt afgjort om denne sag. Det forventes, at kristne går ind i en hvile.

Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den, der er gået ind til Hans hvile, har nemlig opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine... Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de, og blive et lignende eksempel på ulydighed. (Hebr. 4 :9-11).

Handlingstro skaber tillid.

De troende sejrer over denne verdens onde magt gennem tro. Sand tro er det eneste, som kan hjælpe dig til med tillid at modstå fristelsens magt. Selvbe­herskelse er kun muligt, når sandheden om frigø­relse ved tro accepteres.

Kærligheden til Gud består nemlig i, at vi holder Hans befalinger, og Hans befalinger er ikke byrde­fulde; alt det, der er født af Gud, sejrer nemlig over verden, og sejren består i: vor tro. (1. Joh. 5:3-4). Vær vågne og klare i hovedet, for jeres modstander djævelen går omkring som en brølende løve, på ud­kig efter nogen, han kan æde. Stå ham imod, faste i troen; I ved jo, at jeres brødre her i verden må igen­nem de samme lidelser. Men efter at I har måttet li­de en kort tid, vil al nådes Gud selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte og grundfæste jer. Al magten er Hans for evig og altid. Amen. (1. Pet. 5 :8-11).

Det vigtigste, jeg kan sige til en troende, som sta­dig kæmper med en hemmelig synd, er: Hold ud! Der er endnu aldrig nogen, der er druknet ved at svømme mod strømmen, på vej til Jesus. Der er ald­rig nogen, der er blevet efterladt blødende ved vej­kanten, hvis han er såret i sin kamp for at slippe fri.

Når du falder, eller når du står over for en eller anden afhængighed, som ikke vil slippe dig, så trækker Gud en grænse, lige hvor du står. Han siger: »Rejs dig op igen! Bekend! Og se at komme videre. Du skal ikke gå tilbage over grænsen. Vend ikke tilbage til slaveriet! Bliv ved med at komme til mig. Du er blevet frigivet, så hold dig i gang på vejen mod din frihed, ved tro«.

Det vigtigste skridt, du nogen sinde tager som troende, er det, du tager lige efter, at du er faldet. Satan hvisker: »Du er bare helt igennem rådden, sanselig, barnlig, umoden. Du bliver aldrig hellig; du bliver aldrig til noget i Gud. Hold hellere op! Slut med det! Giv op! Det nytter ikke noget at forsøge. Vend tilbage! Gud er alt for højt hævet over dig; det er alt for indviklet og besværligt; du vil aldrig kunne finde ud af det. Det er under alle omstændigheder for sent nu!«               .

Løgne! - lutter løgne! Det skete altså, du synde­de? Du troede at du havde din frihed, og så satte du den over styr? Nu tror du, folk vil kalde dig hykler? Du syndede altså med vidt åbne øjne, mens Helli­gånden råbte dig i øret? Du troede selv, at du aldrig ville gøre noget så forfærdeligt igen? Hvad så? Er der en gudfrygtig sorg i dit hjerte nu? Er du be­sluttet på at rejse dig igen og handle som et frit men­neske? Er du ydmyget, skamfuld og angrende? Er du parat til at gå videre? Tag imod Guds tilgivelse og se at komme videre! Duer stadigvæk Hans barn. Du er ikke slave under synden. Hans barm­hjertighed er større end alle dine synder. Tag imod hans kærlighed og tilgivelse og fat mod!

Hold op med din evige selvransagelse. Du finder aldrig sejr ved at rode rundt i din onde naturs skraldespand. Det svarer jo til, at en general, der er ved at tabe et slag, krydser den fjeldtlige frontlinje for at spørge sin fjende: »Du kunne vel ikke være rar at fortælle mig, hvad gør jeg forkert? Jeg vil så gerne sejre over dig, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Hvad er det, jeg gør forkert? «

Den rigtige retning finder man ikke ved at forstå den forkerte. Den kommer kun ved at forstå Guds overdådige nåde i Jesus Kristus. Så hold op med at se ind i dig selv! Se hen til Ham, som elsker dig til enhver tid. Hold op med at forsøge at finde ud af dig selv og fryd og glæd dig over Hans styrkende og lægende kærlighed.

Gud er nemlig den, som virker sådan I jer, at han hjælper jer til både at ønske, at Hans gode vilje må ske og at udføre den. (Fil. 2: 13).

Den troende bliver hjulpet ad overnaturlig vej i fristelsens time.

Det er kun almindelige menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ik­ke tillade, at I bliver fristet mere, end I kan klare, men sammen med fristelsen skaber Han en udvej, så I kan stå den igennem. (1. Kor. 10: 13).

Dette er det stærkeste og mest opmuntrende løf­te i hele Bibelen for de troende, der står overfor en fristelse. Gud gør det helt klart, at der ikke er nogen af Hans børn, der bliver overladt til at kæmpe alene mod begær, lidenskab eller nogen ond vane. Der er brug for overnaturlig hjælp, og den stilles også til rådighed.

Troende over hele verden bliver svage overfor fristelser, og de giver efter for kødet i stigende antal. Tilsyneladende er der nu nogle kristne, der opfatter fristelse som en eller anden uhelbredelig sygdom, som ikke standser, før den har ødelagt sit offer. De krymper sig af angst, når fristelsen rammer dem, idet de tænker: »Ah, Nej - nu falder jeg igen. Det har allerede grebet mig, og jeg ved bare, at jeg er nødt til at give efter. Jeg har ingen viljestyrke, jeg er alt for svag til at stå imod.«

Det er den nederlagsholdning, der behersker de troende, som ikke ved, hvordan de skal benytte sig af deres RET til hjælp. Hvad er det for en RET, der er lovet alle troende? DET ER RETTEN TIL OVERNATURLIG HJÆLP I FRISTELSER.

Mener jeg hermed, at Kristus ikke blot befrier den troende fra syndens magt, men også hjælper ham til ikke at vende tilbage til den? J a, det er præcis, hvad Bibelen siger.

Når fristelsen kommer væltende som en flodbøl­ge, så udøver Kristus sin magt og gør noget overna­turligt for at bekæmpe den. Han ”skaber en udvej af fristelsen«, så de troende kan overleve prøvelsen eller med andre ord ”stå den igennem«.

Fristelsen er en prøvelse af menneskets frie vilje; derfor kan Gud ikke fjerne enhver mulighed for at synde uden at øve vold mod den frie vilje. Derfor gør Gud noget, der er lige så effektivt for alle, der stoler på Ham. Han gør noget ved lystens gen­stand. Han arbejder uden for os ved selve fristelsens kilde.

Det kan bedst illustreres ved billedet af en mor, der gør noget ved sit barns fristelse til at stjæle kager fra kagedåsen. Hun kan ikke banke fristelsen ud af ham, og så stiller hun den »uden for række­vidde«.

Det kan også illustreres ved en far, som flytter sin familie bort fra et kvarter med meget stofmis­brug for at forhindre sine børn i at blive forført af narkotika-misbrugere og pushere.

Der findes forældre, der er emigreret for at holde en søn eller datter borte fra en fordærvelig indfly­delse.

Disse forældre handlede alle i kærlighed, idet de håbede, at deres midlertidige indgriben ville give de­res børn tid til at lære lydighed af hjertet. Skønt der kommer en tid, hvor børn selv må træffe deres af­gørelser, så kan kærlige forældre ikke bare stå og se uvirksomme til, mens deres umyndige barn bliver overvældet af en eller anden negativ indflydelse. Forældre, med omsorg for deres børn, vil enten fjerne barnet fra fristelsen eller på en eller anden måde sørge for, at den kommer uden for barnets rækkevidde.

Bibelen illustrerer, hvordan Gud kan fjerne fris­telsernes genstand uden for Hans børns rækkevid­de. For eksempel begyndte israeliterne at knurre imod Moses for at have ført dem ud af Ægypten. De ville hellere vende tilbage til deres gamle livsstil. Det virkede, som om friheden var for dyrt betalt. Så sørgede Gud for, at Det røde Hav blev åbnet og fik ægypterhæren til at jage dem over på tør havbund, hvorefter Han lukkede havet igen - og således blo­kerede enhver mulighed for at vende tilbage. Dette gjorde Gud kun som svar på bønnerne fra Moses og andre israeliter, som ønskede frihed.

Lige som Jesus gjorde det, skal de troende mod­stå fristelser ved hjælp af Guds Ord. De fleste fris­telser kan gøres ufarlige, hvis vi retter sandhedens laserstråle mod dem. Men der findes andre fris­telser, som er så indgroede, så ubændige og hård­nakkede, at de ikke kan modstås uden overnaturlig indgriben. De alvorligste fristelser er ofte resultat af et direkte og personligt angreb af dæmoniske mag­ter.

Paulus taler om ”Udadtil kampe, indadtil angst« (2. Kor. 7:5). Satan erklærer faktisk krig mod visse omvendte, som er desertører fra hans hær, fordi de tidligere var de bedste eksempler på hans herredømme. I sin vrede over at miste sådan et bytte, bekæmper han dem udefra ved at bombar­dere dem med den ene alvorlige fristelse efter den anden, for at sigte dem som hvede. Jesus sagde til Peter: >i Se, Satan har begæret jer, for at sigte jer som hvede.« (Luk. 22:31).

Er du en af de troende, som bliver bombarderet med en stadig tilbagevendende fristelse, som synes at overgå din modstandskraft? Homoseksuelle, al­koholikere, stofsmisbrugere og folk med hemmeli­ge seksuelle forhold bliver især overvældet af knusende fristelser. Alt for ofte giver de efter og bliver snart opslugt, overvældet af anger, skyld og fø­lelsen af hjælpeløshed. Som troende tvivler de ikke på, at Kristus har løst dem fra at være tvunget til at adlyde kødets lyster. Og på mange områder af de­res liv har de set fremgang og sejr. Dog forbliver der en besættende synd - en overvældende fristelse til at give efter for et bestemt begær.

Priset være Gud, der er en udvej! Gud er den, som griber underfuldt ind. Det krævede et uvejr, en hval og en masse overnaturlig indgriben at få Jonas ud af hans vanskeligheder. Man har oplevet, at Gud har gjort vandet bittert og fået manna til at stinke råddent, for at hjælpe folk til at vælge lydig­hed.

Gud er i stand til, som svar på brændende bøn, at gøre genstanden for dit begær til en afskyelig stank for dig, og Han kan gøre det at give efter for synden så bittert, at du vil tænke dig meget grundigt om, inden du nogen sinde giver efter igen. Han kan lede dig ad en omvej; Han kan fjerne mennesker fra dit liv; Han kan få selve genstanden for dit begær til at vende sig imod dig; Han kan lægge alle mulige former for vejspærringer; Han kan opbygge en mur af arbejde, som beskyttelse; Han kan helt uimod­ståeligt drage dig ind i bønnen s lønkammer; Han sender måske en eller anden for at advare eller kor­rigere dig, - men på en eller anden overnaturlig må­de vil Gud besvare bøn og gribe ind, så Han gør det muligt for de troende at overvinde selv deres mest voldsomme fristelser.

De troende, som inderst inde ikke virkelig ønsker at opgive deres begær, og som hemmeligt håber at blive ved med at nyde det, kan aldrig modtage denne mirakuløse hjælp, når de fristes. Gud skaber kun en udvej, når hjertet er helt overgivet til et liv i renhed og skillen sig ud fra verden.

Hvis der ikke er en sådan overgivelse til stede, virker det ikke. Gud har ingen pligt til at gribe ind, hvis man ikke virkelig ønsker at blive befriet.

Dem, der flirter med hemmelige synder, får lov til selv at kæmpe med fristelsen i egen kraft. Når de giver efter for synden, så giver de Gud skylden for, at Han ikke »reddede dem ud«. De siger: »Jeg bie­de på Gud, men Han lod mig bare køre igennem og gøre det.«

Men den troende, som helt oprigtigt ønsker at blive befriet fra syndens slaveri, kan være forvisset om, at hans kærlige Far ser hans kamp mod syn­dens slaveri, kan være forvisset om, at hans kærlige Far ser hans kamp og vil bruge alle himmelens kræfter for at bistå ham.

Når du fristes alvorligt, så bed Gud om Hans overnaturlige indgriben og bed i tro med tillid til, at Han vil gøre det.                                             .

Gud har lovet at »FRI OS FRA DET ONDE«.

Her er beviser på Guds hjælp i fristelsens stunder:

I, som elsker Herren, had det onde! Han vogter sine frommes sjæle og frier dem af de gudløses hånd. (SI. 97: 10).

Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængerne s snare, snaren blev revet i stykker og vi slap fri! (SI. 124:7).

Mit øje er stadig vendt imod Herren, Han friernemlig mine fødder af snaren. (SI. 25: 15).

Når fjenden.kommer som en flodbølge, vil Her­rens Ånd rejse et værn imod ham. (Es. 59:19).

Jeg behøver ikke længere at være bange for at snuble eller falde. Han vil bevare mig, elske mig og føre mig til herligheden ved sin magt.

Men ham, der har magt til at bevare jer fra fald og fremstille jer fejlfri for sin herlighed i fryd - Ham tilhører ære og majestæt, vælde og magt, før alle ti­der, nu og i alle evigheder! AMEN. (Judas 24-26).

 

David Wilkerson, Two of Me, the struggIe with sin.

Copyright:

Garden Valley Publishers,

Inc. P.O.Box 951,

Lindale, Texas 75771, U.S.A.

Tryk: Litho-Press, Albertslund.

 

Oversætter: Carl Sukkot.

 

Sats: Scandinavia

 

Kopieret februar 2006

Åse Christoffersen

Frederiksgården, 2000 Frederiksberg