Guds kærlighed – Guds smerte.  


 

Guds kærlighed – Guds smerte.
af Alice Norman Andersen

Vidste du blot, hvad der tjener til din fred!

Når mennesker rammes af prøvelser, ulykker eller sygdom og død, så hører jeg ikke så sjældent, at man siger, at så kan Gud ikke være til. Man bruger også andres nød til at bortforklare Gud, f.eks. fattigdom, hungersnød, naturkatastrofer, krige osv.
Men Gud er til og han er den fuldkomne kærlighed. Ifølge skriften kan Gud ikke være som en kold og følelsesløs Far. Jeg vil gerne vise jer, at Guds kærlighed kommer til utryk i sorg, når han må tugte syndere. Han vil ingen synders død, men synd fører til død, derfor tugter han os, om han dog kunne føre os til omvendelse og frelse.

Vor Gud har dybe følelser! Han kan blive rørt, hans hjerte kan bevæges, han har faktisk medlidenhed med vore svagheder: Hebr.4:15.
Gud føler ikke blot smerte, men han udtrykker også sorg.
Jesus græd ved Lasarus’ grav. Dette er et billede af Gud i kød, som græder. Det viser os, at han føler med os og græder med os.

I sin menneskevorden viste Jesus os, hvordan og hvem Gud er. Han sagde: ”Den, som har set mig, har set Faderen. Johs. 14:9.

Også i Getsemane have får vi et glimt af Guds smerte. Nogle få timer før vagterne kom for at overgive Jesus til ypperstepræsterne, græd han så voldsomt og så dybt, at hans blod blandede sig med hans tårer.

Gud led på grund af menneskehedens synder.

Har vi nogensinde tænkt nærmere over, hvorfor Jesus græd i haven? Hvorfor hans hjerte var fyldt af en sådan smerte?

Det var ikke på grund af angsten for den smerte der ventede ham på korset. Det er blot en naturlig menneskelig tanke, at tænke dette. Nej, Jesus hverken kunne eller ville vise ”kalken” / lidelsen fra sig.

Der var noget, der smertede ham mere end tanken om korset. Jesus kunne se ind i fremtiden. Jeg tror, at Jesus der så alle årene i menneskets historie og det han så bragte ham dyb smerte. Han vidste jo, at han skulle komme tilbage. Han talte om det, som skulle komme til at ske ud i vor fremtid. Når Jesus så årene, som skulle komme, så så han også det, som vi kan se tilbage på. Han så menneskeskarer forkaste hans hele og fulde frivillige offer, et offer, som var nødvendigt, for at vi kunne få del i frelsen, og han så smerten og lidelsen og fortabelsen de mennesker oplevede, som havde forkastet ham.

 Nej, Jesus jamrede ikke! Det var ikke af selvmedlidenhed, han græd.

Hans tanke var ikke: ”Jeg er i færd med at udøse mit blod gennem pinefuld smerte, og så vil I blot forkaste mig. Han tænkte ikke, at en dag ved dommen, så skulle vi betale.

Jesus græd over de millioner af mennesker i nuet og i fremtiden, som modtog hans tilbud om frelse, om hans velsignelse og hans kærlighed, men som alligevel skulle gå fortabt, på trods af, at de havde fået muligheden for frelse.

Menneskers forkastelse af kærligheden, - som er Jesus Kristus, - Det er dét, der smerter Gud.

Men det er en smerte, som mennesker bringer over sig selv.

Jesus bar ikke blot sin samtids synder til korset, nej, han bar hele verdens smerte. Hele skabningens smerte.

I Getsemane så Jesus med sit guddommelige øje narkomaner, alkoholikere, hjemløse som har lyttet til evangeliet, men som trods deres kummerlige liv, alligevel har forkastet det.

Han så stolte mennesker, rige, velfungerende, veluddannede mennesker, der har lyttet til det enkle budskab, men de ville ikke ydmyge sig til omvendelse og frelse. Deres stolthed stod dem i vejen.

I Getsemane gennemlevede Jesus smerten hos hvert eneste menneske, smerten for alle dem, som til enhver tid forkastede ham skulle gennemleve. Jesus vidste, at folk gennem hele menneskeslægten ville spotte ham, gøre ham til genstand for latter, nedgøre ham i film, sange og viser, og han gennemlevede smerten af den straf, som de måtte udstå, de, der fornægtede det offer, han bragte.

Da Jesus sagde til sine disciple: ”Kunne I ikke våge blot én time med mig?” Var det ikke bebrejdelse eller irettesættelse. Nej, det var smerten, sorgen over, at de viste svaghed, og han vidste, hvad deres svaghed ville påføre dem.

Jesus siger da også til dem: ”Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt”.

Han forudså, at disciplene ville flygte i angst.
Han så deres tomhed og smerte, efter de havde forkastet ham og ladt ham alene, han så, at de ville gå tilbage til det gamle liv som fiskere.
Han vidste, at det, som skulle ske, ville få Peter til at fornægte ham.
Jesus så den ellers så frimodige frygtløse discipel løbe op i bjergene, mens han råbte:
Hvordan kunne jeg fornægte Jesus?
Hvordan kunne jeg gøre noget så forfærdelig?

Det var ikke fordi Jesus behøvede en ven i nøden, at han sagde til disciplene:
”Kunne I ikke våge med mig”?
Jesus var Gud! Han behøvede ikke nogen til at stå ham bi.

Nej! Jesus led for sine disciple. Han vidste, at de måtte bede for at være forberedte på det, som måtte komme. Han vidste, at de ville give op, fordi de var for dovne til at forberede sig. Og tanken på den sorg, det for dem ville føre med sig, smertede ham.

Der er mange præster og prædikanter, der misforstår Guds kærlighed og som derfor sender Judas i himlen, til paradiset. Hvis vi synes, at han er værdig og har fortjent at komme der, så mener vi, at Gud må synes det meget mere.

Men det siger blot noget om forskellen på vor opfattelse af kærlighed og Guds på retfærdighed og kærlighed.

Jeg er ikke i tvivl om, at Jesus sørgede over Judas. Der var ikke noget i Jesu hjerte, der bare kunne sende denne mand af sted og overlade ham til Satan. Men Judas havde valgt. Jesus følte uden tvivl en grusom sorg, for han vidste, at denne hans ven ville gå ud og hænge sig selv. Han havde valgt fortabelsen. Han bliver omtalt som ”fortabelsens søn”.

Hver gang vi synder mod Gud, kræver hans retfærdighed, at han tugter os. Det hænger sammen med den pagt, han er indgået i med os. Den gamle pagt med Israel var gennem loven, hvis grundlag var, at han ville være deres Gud og de skulle være hans folk. Han ville beskytte dem og bevare dem fra deres fjender. Til gengæld måtte de ikke have fællesskab med eller dyrke andre guder.

Det var en blodspagt, hvor ulydighed og svigt krævede liv. - Nej, Gud har ingen glæde af at straffe mennesker, der står: ”Jeg har ikke behag i nogens død, siger Herren Gud. Vend derfor om, så skal I leve.” Ezekiel 18:22.

Gud glæder sig ikke over syndere, som går fortabt. Jesus græd over Jerusalem! Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.« Luk 19,41 – 44

Dette er Jesus, det er Gud i kød, som græder over synden. Han stod ikke på en talerstol i en eller anden kirke eller forsamling og talte om en dom, som folket jo selv havde ført ind over sig.

Nej Jesus græd, mens han profeterede, det, som ifølge retfærdighed måtte komme.

Det måtte komme, fordi folket havde ladet hånt om den nye pagt, som Jesus på vore vegne havde indgået med Faderen; at han ville ofre sit liv og gå i vort sted. Jesu død var det endegyldige offer, hans blod blev udgydt! Vi var de skyldige, men han tog straffen for vore synder.

Men der må et ja til fra os, en accept af Jesu offer, fra vores side! Hele nutidsmenneskets største synd er at fornægte Jesus som Guds Søn. Jesus er ét med Faderen, og det første bud gælder endnu i dag: ”I må ikke have andre guder end mig”!

Jerusalems indbyggere skulle om kort tid forkaste Jesus. De spyttede på ham, hånede ham, forbandede hans navn og korsfæstede ham.
Hvad gør vi med Jesus i dag?

Men her stod han uden for Jerusalem og græd i smerte over dem, fordi Guds retfærdighed krævede dom over dem.

Om du nogensinde kommer i tvivl om Guds kærlighed, så vend blikket mod Golgata.
Intet andet sted er beviset på Guds kærlighed større.

AN.

Har du spørgsmål eller kommentar, kan du skrive til Alice på, alice.normann@mail1.stofanet.dk

 


Siden er opdateret: 08-04-2017 17:06