1. Mos. 26:22-30
Vi har tidligere skrevet om hungersnøden, der drev Isak til at tage ophold i Gerar, hvor filisterne boede, og hvor han fik en stor høst. Han blev mægtigere og mægtigere, ja, han blev så mægtig, at kong Abimelek bad ham rejse bort fra egnen. Vi har endvidere skrevet om, at Isak lod de brønde udgrave, som hans Fader_ Abraham havde ladet grave, men som filisterne havde tilkastet. Filisterne yppede kiv med Isak om brøndene, og Isak måtte flytte fra sted til sted, men hvor han kom frem, gravede han en ny brønd.
Ved brønden »Rehobot« = rummelige pladser (norsk = åpent rum) begyndte der et nyt a fsn it af Isaks liv. Filisterne lod ham for en tid være i fred. Isak var blevet ledt fra brønd til brønd, fra strid til strid, men mens han stred velsignede Herren ham. Han oplevede som salmisten: »I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over.« Salme 23:5.
Vi ved ikke, hvor længe Isak blev ved brønden »Rehobot«, men i vers 23-24 læser vi: »Så drog han derfra til Be'ersjeba. Samme nat åbenbarede Herren sig for ham og sagde: 'Jeg er din fader Abrahams
Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt for min tjener brahams skyld!'«
Den samme evige og almægtige Gud, som havde velsignet Abraham, åbenbarede sig nu for Isak med et »Frygt ikke!« og lovede ham, at som hans fader var blevet velsignet, ville han også blive det.
Det var, som om Gud med dette løfte ville opmuntre Isak og sige til ham, at han uanset modstand, strid og modgang var på rette vej, gik i de rette spor. Isak vandrede i sin fader Abrahams spor, han var løfternes søn, og Guds løfter kan ikke svige.
Vi ved, at Abraham vandrede i tro, og at han blev retfærdiggjort af tro (1. Mos. 15:6 og Rom. 4:9). Efter hans sæd - Isak - skulle Abrahams afkom nævnes, og i den skulle alle jordens folk velsignes (1. Mos. 18:17-18; 22:16-18).
Som Menneskesøn var Jesus af Abrahams slægt (Matt. kap. 1), og i Ham velsignes alle jordens slægter, alle, som tror på Ham og bekender Hans navn.
»Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet Han blev en forbandelse for vor skyld ... for at den velsignelse, som blev givet til Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus, for at vi ved troen kunne f å Anden, som var forjættet os.« Gal. 3:13-14.
At efterleve Guds ord er i sig selv en velsignelse, og mange børn og unge kunne spares for meget besvær og mange skuffelser over vandløse brønde, hvis de ville tage ved lære af deres troende forældres erfaringer og i tro og tillid vandre i de samme spor, udgrave de tilkastede brønde og nævne dem ved de samme navne som deres fædre havde givet dem (1. Mos. 26:18; Ef. 6:1-3).